Lokale kor går sammen om koncert

Lokale kor går sammen om koncert
Steffen Hyldig fungerer både som dirigent for Nylarskoret og som tovhold på Korsangens Dag lørdag. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NOTITS | 21. MAJ 2024 • 14:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
21. MAJ 2024 • 14:30

Publikum får mulighed for at høre meget forskellig korsang.

Ni kor med næsten 200 sangere på to timer er tilbuddet, når Skt. Nicolai Kirke i Rønne danner ramme om den bornholmske del af Korsangens Dag.

Målet er at synliggøre korsangen i Danmark, og her på Bornholm er der meget at synliggøre, fortæller Steffen Hyldig fra Nylarskoret.

Han har som tovholder taget opgaven på sig og har på Nylarskorets vegne sendt invitationer ud til de bornholmske kor, han kunne finde frem til.

– Ikke mindre end 16 kor har fået en invitation. Alle svarede positivt tilbage, men nogle havde desværre ikke mulighed for at være med, fortæller Steffen Hyldig i en pressemeddelelse.

De deltagende kor er Blue Daze fra Bornholms Kulturskole, Bornholmske Musikamatørers Kor, Det Rytmiske Selskab, Knudsker Pensionistkor, Nylarskoret, Paja vokalensemble, Skt. Nicolai Kantori og Koncertkor og Østerlars-Gudhjem Kirkekor. Desuden deltager det samlede børne- og juniorkor fra Aa Kirke, Svaneke Kirke og Gudhjem-Østerlars kirker. Hver kor synger to-tre sange, og midt i koncerten går alle sangere på scenen for at synge to nye korsange.

– Publikum får dermed mulighed for at høre meget forskellig korsang og mærke sangglæden fra ikke bare kor på mellem fem og 40 deltagere, men også fælleskoret på de 200 sangere. De får også mulighed for at synge med på et par fællessange, fortæller Steffen Hyldig.

Korsangens Dag er lørdag den 25. maj, og koncerten i Skt. Nicolai Kirke begynder klokken 15.