– Jeg hører om rigtig mange, der fanger hornfisk for tiden, så de er her, og de er mange, siger Jesper Schiøtt.
Traditionen med hornfisken omkring Bornholm er hvert år imødeset, og i år har den sølvfarvede hurtigsvømmer sågar fået sin helt egen dag i stil med Bornholms store ørreddag.
Søndag den 4. juni kaldes der således til den store hornfiskedag, hvor der kæmpes om at fange den længste hornfisk. Der er præmier på højkant, men det er ikke kun fiskekonkurrencen, der er på programmet denne dag. Jesper Schiøtt, der er arrangør af dagen, fortæller nemlig, at det også handler om at få flere ud at fiske efter hornfisken. Det betyder, at man ganske forudsætningsløs kan møde op på tre lokationer rundt omkring på Bornholm, få en fiskestang i hånden og hjælp til at kaste ud og rulle ind – og forhåbentlig få en hornfisk på krogen.
På den store hornfiskedag er der som udgangspunkt hjælp at hente tre steder på Bornholm; På Arnager Havn, i Nexø bag roklubben og på Nørrekås i Rønne. Stederne kan blive ændret ved kraftig vind, oplyser Jesper Schiøtt.
Yngler og æder