Hightech-vikingekongen blev jordet langt fra Salenebugten

Et nyt stort og underholdende, men også stærkt omdiskuteret værk om vikingekongen Harald Blaatand og hans guldskat, en gammel krønike samt Jomsborgs beliggenhed kan resultere i, at Danmarks historie skal skrives om, hvis bogens epokegørende mere end 1.000 år gamle "breaking news" ellers holder vand.

De bevarede, næsten samtidig skrevne kilder, som direkte beskriver Harald Blaatand, som på Jellingestenen bekendtgør, at han samlede hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne, er desværre ekstremt få.

Alligevel har mange forfattere skrevet om denne del af dansk historie.

Som ingen anden vikingekonge er Harald – 958-987 – gentagne gange blevet behandlet blandt lærde kvinder og mænd, men også i utallige romaner i mere eller mindre fantasiæggende beretninger.

Så kendt er denne – i faktamaterialet altså temmelig ukendte konge – at han til og med har givet navn til hightech i international kommunikationsteknik – Bluetooth-systemet – der skulle forene computer- og telefonindustrien, som Blaatanden forenede sine nordiske stammer.

Står indholdet i "Vikingekongens guldskat – Om opdagelserne af et mistet manuskript, Harald Blaatands grav og fæstningens Jomsborgs beliggenhed" af Sven Rosborn og Thomas Sielski til troende, er billedet af vikingekongen imidlertid klaret betragteligt op.

Den ukendte krønike

Blandt bogens opsigtsvækkende påstande er blandt andet, at man skal have identificeret Harald Blåtands grav ved Wiejkowo i dagens Polen, fem kilometer øst for Wollin, tæt ved Østersøens kyst og den tyske grænse, og at han var begravet med en stor guldskat.

Desuden at Harald Blaatand ikke var far til Svend Tveskæg – men fosterfar – efter at han havde giftet sig med sin storebror Knud Danaasts gravide enke, den vendiske fyrstedatter Tove, da Knud faldt i et togt til Irland.

Men nok mest sensationelt: Eksistensen af en hidtil forsvundet og ukendt krønike om dansk historie mellem 941 og 1012 samt perioden 1140–73, der, forfattet af Harald Blaatands præst Avico, skal give indblik i hidtil ukendte forhold.

Den sorte høvding

Udover disse ældede "news" rummer bogen forinden en lang, bred og nøgtern opsamling på vikingetiden helt tilbage fra omkring 700. En passant er der undervejs opbakning til den afdøde bornholmske sprogforsker og universitetslektor H. A. Koefoeds udlægning af at tilnavnet "Blaatand".

"Tan" eller " Tane" var en høvding. Farvebetegnelsen blå dækkede i gammel tid ofte over sort. "Blaamænd" er således et gammelt udtryk for folk med sort hud. Og Ewald besynger i kongesangen det "sortladne" hav, selv om det vel nærmest må have været marineblåt. I øvrigt betyder også Harald noget i retning af hærfører. Så Koefoeds bud var altså "den sorte høvding."

Derudover myldrer bogen med sagnagtige og eventyrlige beretninger. Blandt andet om børn, der finder gemte guldskatte, nazister og polske modstandskæmpere og – med på et hjørnespark – den kendte købmand og arkæolog Heinrich Schliemann, som fandt og udgravede myternes Troja.

Set med bornholmske briller er det ikke mindst interessant, at forfatterne ganske overbevisende mener at kunne fastslå og lokalisere, at sagaernes Jomsborg rent faktisk har eksisteret og lå ikke langt fra Wollin, datidens Jumne.

Salenebugten

Hertil har Sven Rosborn i adskillige år i skrift og tale "henlagt" Harald Blåtands begravelse, efter at kongen døde af sine sår efter en borgerkrigslignende strid ved Bornholm – sandsynligvis i Salenebugten.

Under et søslag på grund af uoverensstemmelser med sin fostersøn var han gået i land ved Bobbeåens udløb for at forrette sin nødtørft. Og i denne ydmygende position blev han bagfra ramt af en fjendtlig pil, der førte til hans død efter ankomsten til Jomsborg.

Sven Rosborns interesse for sagen er gennem årene givetvis accentueret af, at han som mangeårig leder af Fotevikens Museum ved Falsterbo arbejdede ved Skandinaviens største handelsplads op gennem germanske jernalder og vikingetid cirka 60 sømil fra Bornholm.

Og stik syd fra Bornholm og yderligere cirka 60 sømil lå Jomsborg/Julin/Jumne, som Adam af Bremen omkring 970 udråbte "Europas største stad" – i hvert fald Nordeuropas – formentlig gennem salthandel.

Hidtil har man forgæves ledt efter spor på øen Wollin ved Oderens munding og en stor forhistorisk markedsplads i nærheden. Men nu foreslår bogen en beliggenhed i en af Oders nu delvis tørlagte sidegrene, hvor der kan have ligget en flåde i sagaernes størrelsesordenen.

Tough bornholmer

Jomsvikingerne var ifølge sagaen et kvindeløst samfund af krigere mellem 18 og 50 år. Mellem jomsvikingerne skal have været en del bornholmere. Blandt andre den bornholmske jarl Vesets sønner Bue Digre og Sigurd Kaabe og hans dattersøn Vagn Aagesen og Bues søn Sven.

De deltager blandt andet i det gigantiske slag ved Hjørungavåg, hvor Harald Blåtand vil knække den norske Hakon Jarl. Det var her, at kæmpen Bue Digre i kampens hede med et hug blev skilt fra sin hage og underkæbe.

Og mens tænderne sprang ham ud af munden, skal han have sagt: "Lidet vil nu de bornholmske møer lystes efter mine kys". Og da han havde fået begge sine hænder hugget af, greb han med armstumperne sine guldkister og sprang over bord til Valhal.