Fotograf fra Snogebæk vinder international pris

Fotograf fra Snogebæk vinder international pris
Nikolaj Beyer vandt en pris i en kunstfotokategori ved Muse Photography Awards. Privatfoto
FOTOGRAFI | SNOGEBÆK | 22. SEP 2021 • 10:30
Henrik Nielsen
Journalist
FOTOGRAFI | SNOGEBÆK
22. SEP 2021 • 10:30

Nikolaj Beyer fra Snogebæk var en af vinderne, da Muse Photography Awards for nylig delte priser ud til både professionelle fotografer og amatører. Det var fotoserien "Everyday Shoes", der sikrede Nikolaj Beyer en pris i en kunstfotokategori.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra grafisk design-, publicerings- og markedsføringsbureauet 1437.dk, som han er tilknyttet.


Nikolaj Beyer med sin Muse Photography Award. Privatfoto

"Everyday Shoes" kom til verden i 2017 og har siden været verden rundt i blandt andet amerikanske, russiske, italienske, spanske, tyske og franske magasiner. Serien er en hyldest af dagligdags genstande, der blandes og inspireres af mode. Den er fremstillet af affald eller genbrugsmaterialer og viser det massive spild af materialer verden over på en sjov, men smuk måde, står der i beskrivelsen fra Muse Photography Awards.

Nikolaj Beyer er født og opvokset i Snogebæk og har efter endt uddannelse som fotograf arbejdet som selvstændig i en periode. I dag er han tilknyttet 1437.dk, der har kontor i Det Røde Pakhus i Rønne.

Muse Photography Awards fejrer det kreative etos og de bagvedliggende eftertanker om, hvad der gør fotografier så indflydelsesrige. Prisen er en del af netværket International Awards Associate, der er repræsenteret i USA, Malaysia, Canada og Storbritannien.