'Det kom med kærligheden'
Påsken fører os igennem alle de store følelser. Fra svigt til tilgivelse. Fra fortvivlelse til håb. Fra frygt til tro. Og fra død til liv, mener sognepræsten Benedikte Gyes, der selv gik en lang omvej for at blive hospitalspræst og sognepræst i Aakirkeby og Pedersker.
Det bankede på døren, da Benedikte Gyes var flyttet hjemmefra som 14-årig og sad alene på sit kælderværelse. Udenfor stod den lokale sognepræst.
– Jeg aner stadig ikke, hvordan hun vidste, at jeg var flyttet ind der. Men hun kom for at invitere mig hjem til at spise hos hendes familie, og det var hyggeligt. Allerede dengang var jeg interesseret i tro og et søgende menneske, så jeg tog også med i kirke, men på det tidspunkt havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg selv skulle blive præst, fortæller Benedikte Gyes.
Men i dag er hun blevet præst og har inviteret indenfor på sit hyggelige arbejdskontor på præstegården i Aakirkeby, i bløde blå lænestole, der giver rummet et hjemligt præg. Men før hun blev præst, har hun mildt sagt prøvet lidt af hvert.
For hun har både læst samfundsfag og til journalist, psykoterapeut og ledelse, ligesom hun tog en merrituddannelse for at blive lærer, efter hun faktisk blev teolog for over 20 år siden. Men siden maj sidste år har hun været ansat i en kombinereret stilling som hospitalspræst og sognepræst i Aakirkeby/Pedersker.
– Engang i mellem kan jeg tænke, hvis jeg havde vidst, at det er så fantastisk, så havde jeg gjort det altid, smiler hun.
At møde kærligheden
Hvad tiltaler dig ved jobbet?
– Den enorme tillid man bliver udvist. At få lov til at være involveret i menneskers liv. På godt og ondt. Det er meget, meget stort. Og det er jo lige fra samtaler ved bisættelser til vielser eller dåb. Den udveksling af ånd, der sker i de møder, det er meget stort.
Hun kan også godt lide at skrive prædikener og begravelsestaler.
– Og med tiden kan jeg mærke, at jeg også godt kan lide fremførelsen af det, jeg har skrevet, når man får lov at mærke, at ånden er til stede i det hele. Under en dåb kan mine hænder nærmest ryste, fordi det er så intenst nærværende. Og under nadveren kan jeg få samme fornemmelse af at blive fyldt med et enormt nærvær - af ånd, siger hun og trækker luft ind.
– Da jeg læste teologi for tyve år siden, hørte jeg godt, at det kunne være sådan, men dengang tænkte jeg: ”Ja ja, den er god med jer.” Men i dag mærker jeg det jo.
Hvornår mærkede du for første gang det nærvær af ånd, du beskriver?
– Det kom med kærligheden. Med fødslen af min første søn. Før havde jeg nok haft en mere teoretisk ide om kærlighed, og da jeg selv voksede op, havde jeg desværre fornemmelsen af, at man skulle gøre sig fortjent til at blive elsket. Hvis man rettede ind og gjorde, hvad der blev sagt, så kunne man blive elsket. Men da jeg selv blev mor, oplevede jeg for første gang, at man selv ikke kan gøre sig fortjent til at blive elsket.
Hun smiler og bøjer blikket mod maven.
– Jeg lå bare og kiggede ned på det grimme barn i mine arme og elskede ham helt ubetinget. I dag er han så også blevet en flot fyr, der lige er blevet konfirmeret. Men da jeg fødte ham, oplevede jeg kærligheden som en intens følelse. Og jeg oplevede det igen, da jeg fødte mine tvillinger. Den ene røg direkte i respirator og lå jo og var ved at dø. Og den anden lå på brystet af mig, siger hun og sidder lidt i stilhed, mens mindet får lov at fylde.
– Det var en enorm splittelse i mine følelser, kommer det så.
– Jeg kunne hverken være glad eller ked af det, for jeg var jo begge dele. Men den oplevelse kunne jeg dele med Gud. For Gud er kærlighed. Og jeg er uenig med dem, der siger, at man forfladiger Gud ved at kalde Gud for kærlighed.
For mange kan det være svært at ’putte den der Gudkartoffel i munden og sige Gud’, som hun siger. Men der er ikke mange af os, der ikke kan sige kærlighed.
– Så hvis man har svært ved at tro på Gud, kan man stille sit selv det spørgsmål - tror du på kærligheden, eller vil du gerne tro på kærligheden?
For det handler også om det, mener hun.
– Det er jo det, der er håbet, og det, der er troen. Gerne at ville det. Ellers er vi jo bare små ensomme mennesker, hvis ikke der er den her større kærlighed til at gribe os. Men det er ikke alle, der har sproget til at tale om Gud.
Det havde hun heller ikke selv i begyndelsen, husker hun.
– For jeg fik ikke fadervor ind med modermælken. Så på trods af, at jeg havde studeret teologi og havde al teorien og al den basisviden, der følger med, kunne jeg ikke bede en anden bøn end ”Gud, hjælp!”, da min ene tvilling var i livsfare efter fødslen. For jeg havde ikke fadervor på rygraden. Men når vi besøgte mine bedsteforældre i Vejle, gik vi i kirke, og jeg kunne godt mærke, at det var noget, der betød noget. Min farmor og farfar bad fadervor med os, når vi skulle sove. Jeg huskede det som brød-bønnen, fordi det var det med det daglige brød, jeg hæftede mig ved, griner hun.
Ville være advokat som sin far
Som barn voksede hun op i et villakvarter i Birkerød. Faderen var advokat, og moderen var uddannet landmåler, men gik hjemme fra hun fik børn.
– Min far var fra en indremissionsk familie, men lagde helt religionen og kirken bag sig, da han blev voksen. Min mor havde som ung været KFUM/K’er, men var heller ikke kirkegænger. Men når min farmor og farfar var ovre i julen, gik nogle af os i kirke juleaften, ligesom vi blev døbt og konfirmeret, for det gjorde man, men der har aldrig været et inderligt gudsforhold i min familie, siger hun og tænker lidt.
– Jeg tror, at mine forældre opfattede min farmor og farfar som skinhellige, hvor de gjorde alt for at fremstå hellige. De hældte for eksempel demonstrativt vand i vinen, for at det ikke skulle blive for sjovt. Og min farmor og farfar spurgte mig altid, hvad jeg hed, fordi de gerne ville have haft, at jeg skulle have heddet Maria i stedet for Benedikte. Jeg husker omvendt også, at mine bedsteforældre kom fra Jylland med tasken fuld af slik, fortæller Benedikte Gyes, der beskriver sig selv som et roligt barn, der tegnede og lavede lektier, når hun kom hjem fra skole.
– Jeg havde også nogle forskellige kammerater nede på vejen, og nogle af de veninder har jeg endnu, og de kom over og var med til at fejre mig, da jeg fyldte 50 her i december.
Hvem var du tættest på som barn?
– Da jeg var lille, var jeg nok mest fars pige. Han var advokat, og jeg ville også være advokat, for jeg så op til min far, da jeg var lille, siger hun og undskylder, at tårerne presser sig på.
– Jeg kan huske, da jeg sad på hans kontor, hvor han havde Arne Jacobsens "Svanen". At sidde i den, var at sidde i fars stol. Og jeg har også nogle breve, jeg skrev dengang, hvor jeg legede, at jeg var advokat. Jeg forestillede mig, at jeg skrev advokatbreve til et par, der skulle skilles, hvor den ene måtte beholde hunden og den slags, siger hun og griner med det stadig blanke blik.
Hendes tidlige barndomsminder er også mest lyse.
– Jeg sad tit med mine brødre og hørte Shu-bi-dua på repeat, og med min lillebror sad jeg også og sang med på Junglebogens hit – ”Det mest naturlige, det kommer af sig selv”. Vi havde også et dejligt sommerhus oppe i Liseleje. Jeg husker, hvordan vi legede i træerne og plukkede græskorn og lavede parfume af hybenblade. Jeg har haft, hvad jeg vil kalde en tryg opvækst i min tidlige barndom, men det ændrede sig, fortæller hun og lader i nogle sekunder stilheden hvile mellem os.
– For da jeg blev ældre, følte jeg mig hele tiden forkert, siger hun så.
– Jeg havde følelsen af at skulle være en, jeg ikke var, og at jeg ikke både måtte være mig og blive elsket, og så endte det med, at jeg flyttede hjemmefra. Det var der, jeg fandt et kælderværelse i Hillerød. Jeg tror, at det var fra en annonce i avisen. Det var nogle mormoner, der boede i huset og lejede kælderen ud til missionske mormoner fra USA, og de tog mig også med til deres møder, og det gik jeg nysgerrigt med til, selvom jeg aldrig blev involveret i det.
– Måske bliver man præst, fordi man er en af dem, der har allermest brug for at blive mindet om, at der er en tilgivelse, og at der er lys efter mørket, siger sognepræsten Benedikte Gyes
Friheden til at vælge
Kan du alligevel se dine forældre i dig selv?
– Ja, det kan jeg på godt og ondt sagtens. Især efter jeg selv er blevet mor. Min søn er som sagt lige blevet konfirmeret. Og selv forsøger jeg at give ham forståelse og frihed til selv at være et menneske. Jeg er der for at guide ham. Men jeg vil ikke presse min vilje ned over ham, og jeg vil også vise ham min egen usikkerhed, for bare fordi jeg er 35 år ældre end ham, ved jeg jo ikke nødvendigvis, hvad der er bedst for ham.
– Vi er for eksempel ved at tage rundt og kigge på efterskoler, men det er ham, der skal vælge en, eller om han overhovedet vil afsted. Det var en drøm for mig selv, men mine forældre syntes ikke, at en efterskole var noget for ”sådan nogle som os”.
I stedet måtte hun selv kæmpe sig op fra kælderværelset, efter hun var flyttet hjemmefra. Hun var for ung til at få SU, så hun arbejdede hver dag efter gymnasiet med rengøring og satte varer på hylderne i Irma.
– Jeg boede kun et år på kælderværelset, så flyttede jeg over i et bofællesskab med andre unge, der havde det værre end mig, for de fleste af dem var mildt sagt ude på et kriminelt skråplan. En dag fandt jeg for eksempel et oversavet jagtgevær under køkkenvasken, men de rå drenge, jeg boede sammen med, behandlede mig som en prinsesse, og jeg var ikke bange for dem, siger hun og ser et øjeblik til siden.
– Jeg kan huske engang, hvor den ene havde været til et boksestævne, og jeg spurgte, hvordan det var gået. ”Jeg vandt,” sagde han og begyndte så at græde, så jeg måtte stå der og omfavne den muskuløse store mand med tatoveringer af dødningehoveder på armene. Det viste sig, at han græd, fordi hans mor ikke var kommet for at se ham. Og sådan var der en grund til, at de drenge var endt, som de endte.
Men Benedikte Gyes gik selv en anden vej og gennemførte gymnasiet, inden hun tog nogle småjobs, blev au pair i England og derefter kom på Ry Højskole.
– Jeg var blevet interesseret i samfundsforhold og samfundsånd gennem en god højskolelærer, så jeg ville gerne vide alt om, hvordan samfundet egentlig er skruet sammen. Derfor begyndte jeg at læse samfundsfag på Aalborg Universitet. Det var i midt-90érne og undervejs skrev jeg en opgave om, hvorfor folk gik ind i nyreligiøse bevægelser, når vi har Folkekirken. Og sådan opdagede jeg, at det måske i virkeligheden var teologi, der forenede alle mine interesser. Jeg ville bare ikke være præst, men journalist, så jeg søgte ind på journalisthøjskolen, mens jeg skrev speciale på teologistudiet.
I sit speciale skrev hun om Kierkegaard og forfatteren Milan Kundera, der har skrevet romanen ”Tilværelsens ulidelige lethed”, som handler om en mand, der ikke kan binde sig til noget eller nogen, før han til sidst lærer at binde sig til kærligheden.
– Den tanke optog mig meget dengang. Og det svarer meget godt til, hvordan Kierkegaard i Enten-Eller skriver om æstetikeren, der også er en slags iagttager til livet, mens etikeren har en anden holdning til tingene.
Fandt sin drømmestilling
Efter specialet kom hun ind på journalisthøjskolen, men hurtigt blev det klart, at hun ikke trivedes på uddannelsen.
– For jeg havde hele tiden etiske diskussioner med mine undervisere, fordi jeg godt kunne lide dybe samtaler, men ikke havde lyst til at udstille smertepunkter for offentligheden. Derfor valgte jeg at droppe journalisthøjskolen og færdiggøre de sidste fag, jeg manglede på teologistudiet. Men nu vidste jeg bare, at jeg hverken ville være journalist eller præst, så jeg fik i stedet arbejde som lærer.
Efter nogle år i lærerfaget tog hun merituddannelsen om aftenen, så hun nu også er uddannet lærer. Hun rejste derefter nogle år frem og tilbage i Syd- og Mellemamerika, inden hun blev mor, og levede en overgang af at være smykkedesigner, da hun gerne ville kunne arbejde hjemmefra og selv passe sin søn. Og så begyndte præstekaldet endelig at vågne i hende, og hun blev ordineret af biskoppen i Helsingør og var præst i nogle år, inden hun fik tvillinger, som hun også gik hjemme med.
Efter nogle år med en præste-deltidsstilling blev det klart, at livet som alenemor med tre mindre børn og et fuldtidsjob som præst i storbyen ikke hang sammen. Så hun blev igen lærer i nogle år, inden hun sammen med sine børn var på sheltertur rundt på Bornholm.
– Det var en dejlig ferie, og der sagde min store søn ”man kan jo også bo på Bornholm”. Det ville han gerne, og kort tid efter lejede vi ubeset et rækkehus i Sandvig og sagde vores lejlighed i København op. Jeg blev så ansat i et vikariat som sognepræst i Aaker/Pedersker, og da det udløb blev jeg konstitueret skoleleder på Christiansø i fire måneder. Det var spændende at prøve, og der gik det op for os, at vi ikke savnede København, men Bornholm, så da den tidligere provst Johannes Gregers Jensen spurgte, om jeg ville overveje at søge denne stilling, sagde jeg straks ja, for det er jo min drømmestilling.
Nu har hun efterhånden også vænnet sig til at trække i præstekjolen.
– Engang betragtede jeg præstekjolen som et slags middelalderligt klovnekostume, og jeg kan huske engang til et bryllup i begyndelsen, at jeg også følte mere eller mindre, at jeg bare var en figur, en klovn, der skulle stille op til det her, fordi de skulle bruge en i sort kjole. Men i dag kan jeg mærke, at det ikke bare er mig, der skal udfylde præstekjolen, jeg er bare et værktøj, og det er godt at tænke på, ligesom kirkens ritualer og bønner også bliver stærkere og stærkere for mig.
Som en vingeskudt fugl
Påskens dramaturgi vender hun heller ikke kun tilbage til i påsken.
For påsken er også et møde med alle de store følelser, der hører livet til. Og på den måde er påsken også et spejl på den cyklus af følelser, vi som mennesker hele tiden gennemlever, mener hun.
– Der er skærtorsdag, der minder os om det største svigt. At dem, vi troede forstod os og elskede os, også kan svigte. Ligesom Jesus oplevede at blive svigtet. Og så har vi langfredag, hvor det for alvor går op for ham, at ikke bare har disciplene svigtet ham, men i døden er han jo gudsforladt. Han råber jo ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Så han føler sig fuldkommen forladt på korset. På den måde gennemlevede han jo den værste menneskelig følelse.
Hun rejser sig og henter en salmebog og bladrer i den.
– Jeg tænkte faktisk på den her salme den anden dag. Den hedder ”Så bøjed den dødsdømte nakken”. Den er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen, som har været præst i Holmens Kirke, og jeg synes, at den viser, hvad Jesus gik igennem, siger hun og læser højt fra salmen:
Så bøjed den dødsdømte nakken,
de slæbte ham nådesløst med.
Han bar selv sit kors ud mod bakken,
Der lå på et gudsforladt sted.
Han bar på al ondskab og vrede,
på myrdede håb og fortræd
og folk vendte ho’det i lede,
mens andre slog øjnene ned.
Men hen over stenbro og mure
Og sort mod hvert eneste hus
Gled skyggen af drømmens konturer
– en vingeskudt fugl gennem grus.
– Det er jo en salme, hvor hun ser Jesus komme gående med korset på nakken og ser ham som den her vingeskudte fugl.
Hun ser op.
– Det er ikke i den her salme, at vi finder håbet. Vi er på vej ned. Det er den del af lidelseshistorien, der er langfredag. Og så har vi hele lørdagen, hvor ingen ved, hvad der sker. Det er der, at uvisheden tager over, fordi troen og tvivlen strider mod hinanden. Var det bare det? siger hun og holder en kunstpause.
– Men så kommer påskemorgen, og den viser, at det hele passede. Det var sandt, at Jesus er Guds søn, og han overvandt døden, så nu skal vi ikke frygte!
Der er lys efter mørke
Det er det dejlige påskebudskab, forklarer hun.
– ”Frygt ikke, tro kun.” Og sådan er påsken en bevægelse fra svigt og følelsen af forladthed og tvivl til tro og liv. Det er bevægelsen fra mørke til lys og fra død til liv. Så påsken giver et håb om, at der er en vej ud af mørket.
I går holdt hun dog sin langfredagsgudstjeneste om at være i mørket og forladtheden.
– Vægten langfredag er jo på oplevelsen af at være forladt. Gudsforladthed. Og det her uendelige mørke. Man ser det kun blive mørkere. Og der ved vi jo så gennem 2000 år, at der kommer en påskemorgen. Det har vi jo lært.
– Men har vi også lært det i livet? spørger hun retorisk.
– Indimellem tvivler vi jo på, om det bliver morgen igen. Og så kommer den jo igen og igen den her frygt. Men det er derfor, at Bibelen også igen og igen gentager, at vi ikke skal frygte, men tro. Og derfor endte langfredagsgudstjenesten i Aa kirke med, at et enkelt lille lys blev tændt i kirken.
For det er det, vi kan gøre, når det er allermest fortvivlende, forklarer hun.
– Jeg kan huske, da jeg var teenager, og vi skrev på vores tasker og penalhuse: ”Everything is going to be allright in the end, if it’s not allright, it is not the end.” Og det er jo meget fint og sjovt. Men det er faktisk essensen af påsken. Det ender godt. Og det skal nok blive godt. Kærligheden lever. Kærligheden lever, og den sætter sig igennem.
– Jeg er uenig med dem, der siger, at man forfladiger Gud ved at kalde Gud for kærlighed
Du skal elske
Hvad betyder påsken for dig selv?
– Påskens mening betyder noget for mig hele tiden. Det er jo påske hver dag. Hvert eneste minut er det påske. Hver gang man i større eller mindre grad fortvivler og kommer op igen. Og hver gang man lytter med skepsis til en god ven, og man opdager, okay det var sandt, siger præsten, som mener, at de fleste af os netop pendler mellem fortvivlelse og håb hele tiden. Ligesom i påsken.
Men kan du også selv fortvivles som præst?
– Ja. Måske bliver man præst, fordi man er en af dem, der har allermest brug for at blive mindet om, at der er en tilgivelse, og at der er lys efter mørket, siger hun.
– Som person er jeg jo nysgerrig og udadvendt og involveret i mange forskellige ting, siger Benedikte Gyes, der blandt andet har arrangeret lysoptog og gudstjenester for både Ukraine og situationen i Mellemøsten for at pege på lyset midt i alt det svære.
– Men jeg har også selv min mol-tid. Jeg har også min melankoli. Og jeg har min angst. Som en god gammel græker sagde engang, kys dine børn godnat med tanke på ikke at se dem igen. Og den kan jeg jo godt gribes af en gang imellem.
Angsten for at miste?
– Ja. Eller at det hele er slut. At det ikke er. Mørket er mørke, og så er det slut.
Så tvivlen kan også gribe dig?
– Er du sindssyg? udbryder hun.
– Det gør den hele tiden. Og så er det, at man kan ånde lettet op igen, siger hun og slipper et ’lettelsens suk’.
– Men hele lørdagen kan sommetider vare længe. Påskelørdag.
Hvad skal vi med livet?
– Jeg tænker tit over det i forbindelse med dåb, hvor jeg taler om, at det største bud i kristendommen er: Du skal elske. Og hvordan det skal forstås. For det er jo ikke sådan med kærligheden, at du kan pådutte nogen, at de skal elske. Kærlighed er noget, der kommer til en og fra en. En gave man kan modtage og give, siger hun og udfolder sin pointe.
– Man kan sammenligne den lidt med jordemoderen, der tager imod barnet, der kommer ud; det kommer ud fra det lune derindefra, og så skal det noget helt nyt. Det skal nemlig trække vejret. Og det skal trække vejret selv. Og tit og ofte og for det meste gør spædbarnet det også af sig selv og stikker i et skrig, og så er der liv. Men indimellem går det ikke så nemt, og så er det, at jordemoderen giver barnet et klask bagi, for at barnet skal vågne og give skrig fra sig og leve. Og det her klask bagi er jordemoderens udtryk for – du skal! siger hun og holder blikket.
– Du skal trække vejret. For at leve. Og vi tror på, at det er godt at leve.
– Lige så vel som når Gud siger, at du skal elske. For det at elske, det er at leve. At elske det er meningen med livet.
Blå bog
Benedikte Gyes
Født i 1973
Hospitalspræst og præst i Aakirkeby og Pedersker siden maj sidste år
Uddannet teolog og lærer, ligesom hun også har læst journalistik, psykoterapi, ledelse og samfundsfag
Hun bor i Sandvig og er mor til tre
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration