NATUR OG MILJØ / 24. AUG • 09:32

Badning frarådes efter fund af lortebakterier

Badning frarådes efter fund af lortebakterier
Regionskommune fraråder badning i Hasle Havnebad efter fund af sundhedsskadelige bakterier. Foto: Klaus Holsting

Bornholms Regionskommune fraråder badning i Hasle Havnebad.

De seneste badevandsprøver fra Hasle Havnebad viser et forhøjet indhold af bakterierne E. coli og intestinale enterokokker. Begge typer af bakterier kan udgøre en potentiel sundhedsrisiko for personer, der opholder sig i vandet. E. Coli kommer fra afføring, mens intestinale enterokokker stammer fra tarmen på mennesker og dyr.

Bornholms Regionskommune anbefaler derfor, at man helt undlader at bade ved havnebadet, indtil nye prøver viser, at vandkvaliteten er normaliseret.

Regionskommunen kender endnu ikke årsagen til forureningen. Forhøjede niveauer af tarmbakterier kan blandt andet opstå efter kraftig nedbør eller som følge af større mængder efterladenskaber fra fugle og andre dyr i området. Begrænset vandudskiftning i havnebassinet eller andre miljømæssige forhold kan også spille en rolle.

Samtidig oplyser regionskommunen, at der i øjeblikket forekommer en opblomstring af blågrønne alger i havnebadet. Algerne kan indeholde giftstoffer, som kan være skadelige for både mennesker og dyr.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT