Den kolde krig var varmere end som så

Ny bog kortlægger truslerne mod Danmark – og ikke mindst Bornholm – under den kolde krig.

I disse tider kunne man godt ønske sig, at en mand som Vladimir Putin var bekendt med Mikal Rode og nogle af de bonmot'er og aforismer, han i stor stil evnede at drysse ud af ærmet.

– En atomkrig løser ikke problemerne, eftersom der er fare for, at der er enkelte overlevende, sagde denne bror til den kendte skuespiller Ebbe Rode for eksempel, og satte dermed på en måde enhver rabiat diktator med adgang til en rød knap med indbyggede katastrofer skakmat.

Jo, vi føler os under tryk og trusler i disse tider, men at det ikke som sådan er en enestående situation at være under pres, kan man forvisse sig om i bogen "Den hemmelige krig. Truslerne mod Danmark 1949-1999", som kommer på gaden den 2. december og er skrevet af Niels Jensen.

Bogen udgives på Kriminalforlaget, og Tidende har fået lov til at trykke dele af det kapitel, som omhandler Bornholms særlige position herude i Østersøen.

Niels Jensen er uddannet teknikumingeniør, reserveofficer og flyverløjtnant af 2. grad af Reserven og har dermed gode forudsætninger for at fortælle om, hvordan Danmark under Den Kolde Krig lå klemt inde mellem stormagter i øst og i vest samtidig med, at landet med de smalle stræder er en vigtig indgangsport til netop Østersøen.

"Den hemmelige krig" tager udgangspunkt i tidligere hemmeligstemplet materiale fra USA, Sverige, Danmark og Storbritannien og afdækker den stærke interesse, som især Sovjetunionen, DDR og Polen viste for Danmark under Den Kolde Krig, hvor danske byer blev detaljeret kortlagt, og hvor især Sjælland, sydhavnsområdet og Bornholm var i fokus for spionage og chikane til havs og i luften.

Og som det noteres på bogens bagside:

"Den kolde krig var slet ikke så kold, som vi måske tror".

 

Kapitel 14

Bornholm

Kl. 21.35 søndag den 12. august 1973 ringede telefonen hjemme hos chefen for Bornholms Marinedistrikt, kommandørkaptajn Kaj Nolsøe Bang i huset på Skarvigen 8 i Aarsdale. Nolsøe Bang havde sommerferie, opkaldet var fra hans næstkommanderende,  orlogskaptajn P. Brink, der var fungerende chef for marinedistriktet. Meldingen fra orlogskaptajn Brink var, at der var indtruffet en hændelse, som han ikke umiddelbart turde tage ansvar for.

Der var til Marinedistriktet indgået en melding fra politiet, som oplyste, at der i Nexø havn var indløbet to, antageligt østtyske orlogsfartøjer, og der var truet med våben. Meldingen lød helt fantastisk, så orlogskaptajn Brink kontrollerede den ved kontrolopringning. Umiddelbart efter anmodede politiet om “militær assistance” – en kendt ordre hos både de enkelte politimestre og hos de lokale militære myndigheder. Derfor trådte marinedistriktets havnebevogtningsplan i kraft. Sammen med orlogskaptajn Brink kørte Kaj Nolsøe Bang – bevæbnet med pistol – til Nexø og var på havnen der kl. 22.15. De to søofficerer konstaterede straks, at der ikke var tale om orlogsfartøjer, men om østtyske fiskekuttere i et antal af 14-15, samt en mystisk speedbåd, som samme aften var bugseret ind til Nexø af et par af kutterne.

En kvindelig vesttysk turist havde til havnefolkene rapporteret, at hun fra en af de østtyske fiskere havde fået en hastig oplysning om, at der i en af kutterne befandt sig en østtysk afhopperfamilie, som med våben var taget i forvaring af nogle østtyske sikkerhedsfolk, der befandt sig i speedbåden. Da der således var tale om østtysk våbenanvendelse i dansk havn, blev politiet inddraget, og politiet bad om “militær assistance”. Da denne alarmmelding fra Marinedistriktet var gået til den operative kommando og derfra til Forsvarskommandoen, blev den bornholmske “kupstyrke” på 40 mand på Almegårds Kaserne i Rønne sendt til Nexø, og chefen for Bornholms Værn oberst S.A. Larsen overdrog kommandoen over “kupstyrken” til Nolsøe Bang.

Omkring kl. 23.00 ankom politikommissær Gildam og politimester Kjalke til havnen, og bevæbnet politi blev indsat i ransagning af de østtyske fartøjer. Samtidigt fik Søværnets bevogtningsfartøj P 537 Ran, der lå i Rønne havn, ordre til at sejle til Nexø og spærre havnen, så de østtyske fartøjer ikke kunne komme ud. Ran ankom til Nexø havn mandag den 13. august k. 02.00. Sideløbende hermed var hærens 40 mand store sikringsdeling ankommet fra Rønne – og blev holdt “lidt i baggrunden”.

Politiets ransagning af de østtyske fartøjer gav intet resultat, selvom alle indicier pegede på, at der var noget galt. Da politiet kl. 02.20 kunne konstatere, at der ikke var tale om bevæbnede personer ombord på de østtyske skibe, indstillede kommandørkaptajn Nolsøe Bang telefonisk til oberst S. A. Larsen, at hærens sikringsdeling blev trukket tilbage. Dette meddeltes Forsvarskommandoen i København, og denne tiltrådte beslutningen. Herefter overlod Nolsøe Bang kommandoen over marinedistriktet til orlogskaptajn Brink og fortsatte sin afbrudte sommerferie i Aarsdale.

Efterfølgende kunne det konstateres, at døgnet forinden hændelsen havde Bornholms Marinedistrikt konstateret østtyske orlogsfartøjer i farvandet syd og øst for Bornholm. De har givetvis været på jagt efter en speedbåd, som med en familie, bestående af forældre og to børn, havde forsøgt at flygte fra den socialistiske Arbejder- og Bondestat DDR. Uheldigvis for denne familie har deres båd enten fået motorstop eller brændstofmangel – med samme resultat. De har derefter været i forbindelse med et østtysk fiskefartøj, som formentlig har taget dem ombord, hvorefter fiskefartøjet har rapporteret dette med det resultat, at et østtysk orlogsfartøj er gået langs siden og har taget afhopperne ombord under arrest, hvorefter de to østtyske sikkerhedsfolk er blevet sat ombord i speedbåden, som herefter af uforklarlige årsager er blevet bugseret ind til Nexø af en fiskekutter. Kaj Nolsøe Bang undrede sig meget over dette hændelsesforløb. En tese kunne være at afprøve det danske søværns beredskab, og den prompte reaktion har formentlig været en overraskelse for østtyskerne.

Kommandørkaptajn Nolsøe Bang fik senere på aftenen et diskret praj om, at de to østtyske mænd i speedbåden, som hævdede, at de var sejlsportsfolk, der havde fået motorstop undervejs fra Gdansk, var østtyske STASI folk. Det danske politi afhørte dem uden at kunne få det bekræftet. De østtyske fiskekuttere blev endevendt af de danske politifolk, fordi de havde fået et tip om, at der skulle være falske skotter i fiskekutterne, men de fandt intet. Formentlig på grund af dårligt politiarbejde. Det hører med til beretningen, at lige før bevogtningsfartøjet Ran ankom til Nexø og skulle sejle ind mod havneindløbet, blev der observeret en hvid lyskugle udfor havnen. Det kunne være en advarsel til de østtyske fiskekuttere inde i havnen om, at nu kom den danske flåde. Inden ankomsten af Ran havde flere Nexø fiskere tilbudt Nolsøe Bang at blokere havneindløbet med deres kuttere, men det blev der ikke brug for.

Efterfølgende blev spekulationerne bekræftet: Der var tale om en østtysk familie, der flygtede i en speedbåd fra DDR, men blev fanget af østtyske fiskere og bragt tilbage til Østtyskland. De blev idømt de sædvanlige straffe for “republikflygtninge”: Manden fik otte års fængsel, hustruen fik seks års fængsel, og de to børn blev anbragt på en Kindervolksschule.

DEN GRØNNE SIGNALBLANKET

Søndag den 14. december 1986 gik de to bornholmske hjemmeværnsfolk Marit og Steen Paldan en tur langs stranden ved Sommerodde vest for Dueodde i det friske vejr. Det var blæsende vejr.

Steen Paldan fortæller: “Det havde i de seneste dage været meget blæsende med vinden i sydøst, og havet havde trukket sig et par meter tilbage. Skummet fra det frådende hav lå endnu oppe i strandkanten som en beskidt brun boblemasse. I de forgangne dage har der været afholdt en større WAPA-flådeøvelse i den sydlige del af Østersøen, meddeler Bornholms Marinedistrikt i en pressemeddelelse, som jeg ikke hæfter mig nævneværdigt ved – før senere.

Jeg går som sædvanligt og kikker efter rav eller andre spændende ting. Pludselig ser jeg et stykke grønt papir ligge og blafre i det brune havskum og går op og tager det forsigtigt op. Arket er A5 format, og jeg ser, der er tegnet en WHISKY ubåd på den ene side.

Tegningen er meget detaljeret og må være tegnet af en, der kender til ubådstypen, idet den viser detaljer som dybderor, antenneophæng, søgelænder, afviserwire, trappetrin på tårnet og meget mere. Jeg vender arket og stivner! Det er en sovjetisk WAPA-signalblanket. Og signalgasten har begået den klassiske og utilgivelige fejl – at dechifrere signalet på samme side som kodedelen.

Jeg ser med det samme, at jeg her har noget, der vil interessere efterretningstjenesterne og lægger forsigtigt blanketten ind mellem min T-shirt og trøje, så den kan blive tør. Vel hjemme kopierer jeg i alt seks sæt, som fordeles til Politiets- og Forsvarets efterretningstjenester samtidigt med, at Marinedistriktet og en tidligere russisktalende efterretningsofficer H.V.

Jørgensen får en kopi. Endelig får Bornholms Hjemmeværn også en kopi. Der går ikke lang tid, før to personer fra hver sin forsvarsgren ringer og opfordrer mig til at komme til dem, hvis jeg ved mere. Jeg mærker tydeligt, hvordan de ønsker at profilere sig overfor FE. FE og PET hører jeg dog ikke noget til, før daværende kaptajn Gunnar Kofoed fra Bornholms Hjemmeværn henvender sig til mig. Det var altså hjemmeværnet, der kom først med oplysningerne videre til FE. Gunnar fortalte, at FE vil have originalen. Blanketten skal undersøges i alle ender og kanter for at konstatere ægtheden og dermed udelukke, at det igen var et falsum udført af den landsforræderiske venstrefløj. Vi, der husker Den kolde Krig, husker også de falske NATO-papirer, der blev produceret af venstrefløjen – landsforræderne – for at stille NATO i miskredit. Det var således ikke uventet, at FE ville have originalblanketten, så de kunne udføre papir- og farveanalyse af den.

Jeg ville dog selv beholde blanketten som souvenir. Jeg fik at vide, hvis jeg ikke afleverede blanketten frivilligt, så var der allerede en plan for at anholde mig og ransage mit hjem. Begrundelsen var, at jeg tilbageholdt et vigtigt dokument, der berørte “statens sikkerhed”. Jeg afleverede derfor blanketten under stor protest – men sikrede mig forinden et par ekstra kopier”.

Steen Paldan fortsætter: “Jeg har efterfølgende forsøgt at finde ud af den reelle værdi af signalblanketten – desværre med flere modstridende svar. En medarbejder hos Forsvarets Efterretningstjeneste fortalte, at blanketten var sendt videre til analyse “i et andet NATO-land”, og at fundet var af stor betydning for NATO. En søofficer fortalte mig, at signalblanketten var et vigtigt dokument, som afslørede et på dette tidspunkt ukendt kommunikationssystem mellem overfladeskibe, ubåde og fly hos WAPA og derfor var et vigtigt fund for NATO. Ved hjælp af signalets dato og aflytninger på FE’s station på Dueodde, kunne det skete rekonstrueres og betydningen af koden forstås.”

Men problemet var, at en officer ved Bornholms Hjemmeværn skrev en artikel om fundet med afbildning af signalblankettens “forside” med tegningen af ubåden til Hjemmeværnsbladet februar 1987 – og så var helvede løs.

Tre uger senere skiftede Den røde Baltiske Flåde deres koder.