Camilla skriver også, at grunden til, at rombuddingen blev så populær, egentlig skyldes et lidt mørkt kapitel i danmarkshistorien. Nemlig grunden til, at man kunne få fat på både rom og sukker; plantagerne med slaver.
Jeg er glad for, at det er fortid, og at vi med Martins lækre brandy og roesukker fra Lolland kan komme helt uden om den slags associationer.
Alt andet end lige så er budding ikke det mest trendy, man kan kaste sig over, men den kan laves i et væld af variationer. Jeg arbejdede engang på en meget fancy restaurant med et asiatisk tema, og der lavede vi buddinger, der hed det selvfølgelig ikke budding, men "bavaroise". Jeg husker den tydeligt. Det var en mangobudding, der blev serveret på sorte sticky rice, der var smagt til med kokos og palmesukker. Flot var den med sine gule og sorte farver. Irriterende at servere var den også, da buddingen var støbt i en bradepande og skulle skæres ud i en perfekt firkant og løftes op på risene. Nærmest hver gang måtte man lave det om.
Den her budding er simpel og holder sig næsten til den oprindelige opskrift. Den, der går op i Masterchef og bagedyst, kan sagtens finde på noget fancy tilbehør, og husk, at der ikke er nogen regler, så længe man selv synes om resultatet.