Bornholm får ny festival: Østpaa løb rundt og bliver gentaget

Bornholm får ny festival: Østpaa løb rundt og bliver gentaget
Et udsnit af de i alt 505 deltagere i den første udgave af musikfestivalen Østpå. Foto: Line Søndergaard Hansen
NYHED | ØSTERMARIE | ABONNENT | 14. AUG 2022 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ØSTERMARIE | ABONNENT
14. AUG 2022 • 05:30

Det nye arrangement Østpaa, der blev præsenteret som en folkefest på Kjøllergaard i Østermarie, løb økonomisk rundt, da den første udgave fandt sted den 28. og 29. juli. Derfor vender Østpaa tilbage næste år.

Det fortæller Kjøllergaards ejer Roald Bergmann, der arrangerede Østpaa sammen med musikforeningen Østersø Sonics.

De to dage sidst i juli bød på 17 koncerter. De 505 deltagere var dobbelt så mange som de 250, som Roald Bergmann og Østersø Sonics havde håbet på forhånd.

– Det er vildt svært at lave overskud på små kulturelle førstegangsarrangementer, og der var mange ting, som vi skulle lære her første gang. Så vi er yderst tilfredse med, at vi ikke fik noget underskud, men faktisk kan betale alle leverandører. Det betyder også, at vi nu tror på, at vi kan gøre det endnu bedre næste sommer, hvor vi har besluttet at afholde Østpaa ’23, fortæller Østersø Sonics formand Esben Thornhal.

Østpaa startede egentlig som en housewarming, fordi Roald Bergmann og hans kone denne sommer flyttede ind på Kjøllergaard. Planen er at lave den renoveringsmodne gamle svinegård om til en såkaldt kulturgård.

Da en række musikere sagde ja til at komme og spille, udviklede arrangementet sig med Roald Bergmanns ord til "en offentlig folkefest", der endte med at finde sted under navnet Østpaa.

– Målet var aldrig at gøre det stort. Prioriteten har hele vejen igennem været at lave den bedste stemning i verden og introducere øen til god musik, god mad, gode talks, god kunst og samtidig dele vores visioner om, hvad Kjøllergaard i fremtiden kan blive til, siger Roald Bergmann.