Arkitekt ønsker ny konkurrence om kunstmuseet

NOTITS | 11. AUG 2024 • 17:53
Jakob Marschner
Journalist
NOTITS
11. AUG 2024 • 17:53

Hold fast i at bygge ud på Bornholms Kunstmuseum – men gør det anderledes og start med en ny arkitektkonkurrence.

Det foreslår arkitekt Martin Keiding i en leder i fagbladet Arkitekten, som han er redaktør for.

Martin Keiding er ikke ked af, at den amerikanske arkitekt James Carpenters projekt gik på gulvet, fordi det blev langt dyrere, end der var budget til. Han kalder det kuldsejlede byggeri for "et atonalt projekt fra begyndelsen".

"Ingen konkurrence (fordi en investor kun ville støtte, hvis det blev med en bestemt arkitekt) og med en tilbygning, som åbenlyst ikke respekterede hverken udsigten fra vejen, landskabet eller det eksisterende byggeri", skriver han.

"Det er selvfølgelig isoleret betragtet ærgerligt for de mennesker, som har arbejdet på sagen, og som på forskellig vis har stået klar til at gå i gang", fortsætter Martin Keiding.

Derefter ser Arkitektens redaktør fremad.

"Man har fået chancen for at lave en ommer. Lad os få en konkurrence og ad den vej få fundet frem til, hvordan et nyt Bornholms Kunstmuseum skal se ud", skriver han.

"Man kan jo starte med at studere (arkitekterne bag det nuværende museum, red.) Fogh & Følners eget forslag til, hvor en eventuel udvidelse kunne finde sted."

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT