Lise Nielsen er tydeligvis stødt på sit fags vegne. Hvis de to revisorer i Tejn-Olsker Pensionistforening havde lavet et ordentligt arbejde, så var den her kedelige sag aldrig opstået, siger hun.
– Det er ikke for ingenting, at man er revisor, siger hun og tilføjer:
– Det er synd for foreningen. De gamle er skidesøde, men de klapper bare, for så snart regnskabet er godkendt, så kan de få kaffe og lagkage.
Lise Nielsen ser gerne, at der bliver rejst en straffesag mod de parter, der har været ansvarlige for rodet i Tejn-Olsker Pensionistforening, herunder formanden, som ifølge Lise Nielsen ikke har levet op til sit ansvar. Hun giver et eksempel. I ansøgningen om paragraf 18-midler for 2023 søger foreningen 66.000 kroner i støtte til 'syng sammen, banko, foredrag, picnic, sprogblomster, filmeftermiddag, ture ud af huset, sommerspil, fastelavn, generalforsamling, julehygge, hyggeeftermiddag med aktiviteter, spisninger'. Foreningen får tilsagn om 48.000 kroner i støtte fra kommunen.
Det er nemt at være bagklog
Lise Nielsen mener ikke, at der er sammenhæng mellem det oplyste og virkeligheden.