KRIMI / 16. SEP • 12:52

Retssag om folkemøde-bedrageri aflyst

Retssag om folkemøde-bedrageri aflyst
Den 44-årige kvinde er tiltalt for bedrageri i 14 tilfælde. Retssagen, der var berammet til onsdag 16. september, blev dog aflyst. Arkivfoto: William Sonne Kaalø

Den 44-årig kvinde, der er tiltalt for bedrageri for over 300.000 kroner i forbindelse med dette års folkemøde, skulle onsdag have været i retten. Retsmødet blev dog aflyst. 

Sagen mod den 44-årige kvinde skulle onsdag morgen være begyndt ved Retten på Bornholm. 

Men retsmødet blev aflyst, fordi den tiltalte ikke er blevet forkyndt. Det oplyser Retten på Bornholm.

Forkyndelse er den formelle besked fra retten til en person om, at vedkommende er indkaldt til et retsmøde eller har modtaget et juridisk dokument.

Formålet er at sikre, at den tiltalte officielt er gjort bekendt med sagen og tidspunktet for retsmødet. Hvis det ikke lykkes at forkynde tiltalen eller indkaldelsen, kan sagen ikke gennemføres som planlagt.

Den manglende forkyndelse er derfor årsagen til, at onsdagens retsmøde blev aflyst. Hvornår sagen mod den 44-årige kvinde kommer i retten igen, er endnu ikke fastlagt.

14 tilfælde

Ifølge anklageskriftet, som Tidende har fået aktindsigt i, er den 44-årige kvinde tiltalt for bedrageri i 14 tilfælde.

Det påståede bedrageri er sket i perioden mellem 23. juni 2025 og 7. juni 2026. Kvinden skal gennem en Facebook-gruppe have fået en række virksomheder, fonde og foreninger til at tro, at de kunne disponere over lejemål i Allinge og Hasle i forbindelse med Folkemødet. 

Ifølge anklageskriftet indgik den tiltalte kvinde lejekontrakter og fik de potentielle lejere til at indbetale depositum og forudbetaling for i alt 312.000 kroner. Anklagemyndigheden mener, at hun "hverken havde evnen eller viljen" til at opfylde lejekontrakterne, som hun indgik.

De enkelte beløb i sagen spænder fra 9.000 kroner til 38.000 kroner. I ét af forholdene betalte den samme forening ad to gange, henholdsvis 4. august 2025 og 4. februar 2026, i alt 45.000 kroner.

Anklagemyndigheden mener, at kvinden fremkaldte, bestyrkede eller udnyttede en vildfarelse hos virksomhederne, foreningerne og fondene om, at de havde ret til de pågældende lejemål.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT