Hvis elmåleren er løbet løbsk i uge 45, er skejserne sivet særdeles hurtigt ud af tegnebogen. For vejrfænomenet ”dunkelflaute” har sendt strømprisen i vejret til det højeste niveau siden uge 51 i 2022.
Dunkelflaute er et tysk begreb, der beskriver en periode med svag vind og tæt skydække. Så drejer møllevingerne langsomt, solcellerne spytter ikke særlig meget strøm ud, og derfor brager elprisen i vejret.
Der er to prisområder i Danmark – Vestdanmark og Østdanmark – Bornholm hører til sidstnævnte. Vi har i gennemsnit betalt to kroner pr. kilowatttime plus alle de afgifter, der er smækket oven på prisen, mens jyder og fynboer er sluppet med 1,8 kroner pr. kilowatttime for den rene elpris. Det skriver energiselskabet Norlys i en pressemeddelelse.
– Denne uge har vist, hvor stor betydning vejret efterhånden har for vores elpriser. Når både vinden og solen svigter i store dele af Europa på samme tid, bliver den billige vedvarende energi en mangelvare. Så skal blandt andet gaskraftværkerne levere mere strøm, og når gas samtidig er dyrt, kan det meget hurtigt ses på elprisen, siger Ellen Trolle, der er direktør for Norlys’ energiforretning.
Tilbage i uge 51 i 2022 var det dog en noget dyrere fornøjelse at sætte steg i ovnen, skriver Norlys baseret på deres historiske data. Der kostede en kilowatttime i gennemsnit 2,9 kroner plus alle afgifter, og den rene elpris lå over to kroner 11 uger i træk.