En flugt fra vold og misbrug

Hun var udsat for overgreb gennem mange år, og børnene blev heller ikke skånet. Hendes drøm er at vende tilbage til et normalt liv.

Det er morgen. Camilla skal ikke på arbejde den dag. Hun har sendt børnene afsted og tager over til et nært familiemedlem for at tænke det hele igennem. Egentlig har Camilla tænkt sig at blive boende der med børnene, mens der falder ro over tingene. Men nu sidder hun i sofaen med telefonen i hånden, taster nummeret og trykker på det grønne ikon. Det er en veninde, der har overtalt hende til det; til at ringe til et krisecenter, for hun skal væk nu. I sikkerhed fra sin ekskæreste, der har gennem mange år har misbrugt Camilla og været voldelig mod hende.

Da Camilla har lagt røret på, tager hun afsted med det samme. Personalet på krisecenteret har sagt, hun skal komme i dag. Henne på krisecenteret, går det stærkt. De taler lidt videre om hendes situation. Centeret har et værelse ledigt, hvor hun kan bo med sine børn, der er tre og syv år gamle, og som hendes ekskæreste er far til.

Det er den rigtige beslutning

Personalet gør en indsats for at overbevise Camilla om, at hun har truffet den rigtige beslutning om at tage derhen. For Camilla kan ikke se, at hun er en sådan en kvinde, der hører til på et krisecenter. Hun er veluddannet og har et godt job; har styr på det hele og et krisecenter - det er altså et sted for kvinder, hvor det hele er ramlet sammen, og alt er slået i stykker.

Men medarbejderne får overtalt hende til at blive. Bare lige en uge. Eller to. Eller til der er faldet ro på. En følelse gennemsyrer Camilla, mens hun taler med en kvindelig ansat. En følelse af skam. Hun er skamfuld over, at det er kommet så vidt; at hun er havnet på et krisecenter.

Taske, supermarked og børn

Nu har Camilla travlt og må hjem med det samme. Hun skal pakke en taske med de vigtigste ting, handle nødtørftigt ind, hente børnene og komme tilbage til krisecenteret, inden hendes ekskæreste opdager, at de er væk.

Camillas mor tager med. Det går hurtigt. Taskerne bliver pakket. Indkøbsposerne fyldte. Børnene hentet. Det lykkedes. De er kommet frem.

Tårerne løber. Langsomt, mens hun fortæller.

Camilla er ikke hendes rigtige navn. Hun ønsker ikke at blive genkendt på Bornholm, hvor alle kender næsten alle, og sladderen har det med at løbe alt for hurtigt. Men hun vil fortælle sin historie. Det er vigtigt. For hun ved, at mange kvinder kan stå i samme situation, som hun gjorde. Uden at have modet til at tage det første skridt. Væk.

Kvalme og opkast

Det er blevet aften. Camilla glæder sig til at sove i fuldstændig tryghed for første gang i umindelige tider. Hun regner med, det vil blive let. Men timerne går. Hun vender og drejer sig og lytter konstant. Er det en dør, der bliver åbnet? Er der nogen på gangen? Camilla har kvalme og tænker, at hun er ved at blive syg. Pludselig vågner hendes store dreng. Han skal kaste op. Det bliver en nat uden søvn, og næste morgen kollapser kroppen. Kroppene. For de er alle tre ramt; syge med feber og drænet for al energi.

De bor på et værelse med en køjeseng og en halvandenmandsseng. Men køjesengen er tom hver nat. I stedet ligger mor og børn klumpet sammen i Camillas seng. Børnene vil ikke sove alene, og det er der en grund til. For det er ikke kun Camilla, der har mærket sin ekskærestes vrede.

Mere utroskab var dråben

Det er vinter 2024. Parret er flyttet fra hinanden for få måneder siden. Camilla har efter mange og lange overvejelser besluttet, at nu er det nok. Hun vil ikke finde sig i mere og fortæller, at det er slut. Det sidste puf er en sms fra en kvinde om, at hun har været sammen med Camillas kæreste. Han havde sagt, at han var single, og nu er kvinden ked af at finde ud af, det ikke passer. Det er ikke første gang, han er Camilla utro. Men denne gang flyder bægeret over. Det er slut.

I det sekund, Camilla har truffet sin beslutning, flyder lettelsen gennem hende.

Huset bliver sat til salg, og hendes ekskæreste flytter hen til noget familie. De aftaler, at han har børnene hver anden weekend, hvor han så kommer og bor i huset, og ellers skal han holde sig væk. Men han respekterer ikke aftalen. Gang på gang dukker han pludselig op og låser sig ind på forskellige tidspunkter. Hvis Camilla er hjemme og tror, hun er alene, går døren uventet op. Og så står han der. Selv når hun er i bad, kan han finde på at trænge ind på badeværelset.

Det er grænseoverskridende. Camilla beder ham gentagne gange om at holde sig væk. Ordene preller af på ham.

Obstruerer salget

Huset er kommet på markedet, og interessen er stor. Men hendes ekskæreste forsøger at obstruere salget. Inden en fremvisning tager han hen til ejendommen og låser alle dørene, så mægler og de potentielle købere ikke kan komme ind. Han lover også at rydde op og gøre klar, men det sker ikke, så Camilla må tage fri fra arbejde for at ordne det hele. Og da der endelig ligger en købsaftale på bordet, vil han ikke skrive under. Men til sidst får Camilla trumfet sin vilje igennem. Handlen kommer på plads. Det er aftalt overtagelsestid. Men så ramler det. For hendes ekskæreste er ikke forberedt på at give endeligt slip. Camilla og børnene må væk.

Sex er voldtægt

De sover fortsat sammen alle tre selv efter snart fem måneder på krisecenteret. Det med at sove sammen er faktisk ikke så uvant. Sådan er det også, da de bor sammen med børnenes far og fortsat er en lille familie. Han kan ikke lide at blive vækket om natten, men det passer fint, for så kan børnene være Camillas forsvarsværk. Når de sover sammen med hende i sengen, bliver hun ikke tvunget til sex. Og der er ikke noget værre end det, for sex er ikke kærlighed, sex er tvang. Selvom hun græder, stopper han ikke. Og hans seksuelle appetit er umættelig.

Camillas krop er ikke hendes egen. Når hun står i køkkenet og laver mad, ved hun godt, hvad der kan ske, hvis han er i nærheden. Pludselig kommer han bagfra og jager sine fingre op i hende eller trækker hendes bukser ned og trænger ind.

Så når det er aften, sørger Camilla for ikke at drikke alt for meget. Hvis hun kan undgå at skulle på toilettet, risikerer hun ikke at vække ham. For hvis hendes kæreste vågner, kan han enten blive rasende eller kræve sex.

En frø i en gryde

Det er 12 år siden, de mødes for første gang. Camilla har et sommerjob, og her er han så; en storsmilende ung mand, der gør kur til hende. Insisterende. Med charme. Hun bliver smigret over hans ihærdighed; at han ikke vil lade sig afvise.

Det sker til en firmafest. Her er de sammen første gang, og det har de været lige siden kun afbrudt af en pause på et år. Indtil Camilla gjorde det endeligt forbi og flygtede.

I starten af forholdet er der ingen alarmklokker, der ringer. Og da de begynder at gøre det, sker det med meget svage toner, der kun langsomt tager til i styrke. Når Camilla tænker tilbage på hele deres forhold, dukker der et billede op.

– Jeg har det lidt som en frø, der ligger i en gryde med vand. Den fryser; beder om at få skruet op for varmen. Der bliver skruet op og op, og frøen opdager slet ikke, at den er ved at blive kogt, siger Camilla. Holder en lille pause. Og fortsætter sin historie.

Hun ved, det er i sidste øjeblik, hun når at springe op af gryden. Det er hårdt at tænke tilbage på. Camilla føler sig naiv; føler, at hun burde have set det komme. For det hele har været længe undervejs.

Der er ingen faresignaler, da den stormende forelskelse ruller ind over hende. Så kommer de lidt efter lidt. Ligesom varmen i vandet i frøens gryde. En dejlig varme. Det skal nok blive bedre. For Camilla og for frøen. Hendes forhold vil vende tilbage til nyforelskelsen. Frøen vil ikke længere fryse. Alt bliver godt. Indtil det hele bryder sammen.

Hash og børn

Han ryger hash jævnligt, men lover at stoppe, da de bliver kærester. Det lykkes ham også at stoppe, men i virkeligheden ryger han sig fortsat skæv bag Camillas ryg.

Hver gang hun opdager det i starten, bliver han tilgivet. Hendes kæreste har ar på sjælen fra oplevelser som krigsflygtning, da han var helt lille. Der er senere hen lagt en diagnose ovenpå. ADHD.

Samlet set betyder det, at han har svært ved at sove om natten, og det har Camilla i begyndelsen forståelse for.

Men det bliver for meget. Hashforbruget tager til i styrke, om nu bliver hun sur. Han lover bod og bedring og stopper, men falder i og begynder igen. Først i det skjulte, men efterhånden som det tager til, vil han ikke holde det hemmeligt længere.

Camilla resignerer. Da det er værst, sker det også foran børnene. Han ryger aldrig i samme rum som dem, men gør det udenfor. Selv når ungerne leger i sandkassen, kan han finde på at tænde en joint.

Til sidst giver hun helt op. Det giver ikke længere mening at presse ham til at stoppe misbruget. Og der er også en fordel ved det. For når han er skæv, er der mindre ballade i huset. Der bliver ikke råbt og skreget, og børnene bliver ikke skældt ud så meget som normalt.

Men der er også gode dage; dage hvor der bliver grinet og pjattet. De minder kan hun leve højt på lang tid efter.

Fremtiden for Camilla er ikke på Bornholm.

Stjæler hendes penge

Når Camillas kæreste er flippet ud, bryder han ofte helt sammen og undskylder. Lader tårerne sprøjte. Så får hun ondt af ham og tilgiver; også når det har været én af allerværste dage, hvor han har haft hårdt fat i hendes arme eller udsat hende for voldtægt. For hun synes, det er synd for ham.

Deres økonomi er hårdt spændt for. Camillas kæreste er glad for at spille. Meget glad endda.

Hun finder hurtigt ud af det, da de bliver kærester, men han lover at stoppe. Et tomt løfte, der bliver dyrt for hende.

Selvom Camilla inderst inde godt ved, at han stadigvæk spiller og faktisk også opdager, han stjæler penge fra hendes kreditkort, slår hun det igen hen. Det går over. Han forbedrer sig. I bagklogskabens klare lys erkender Camilla, at det aldrig skete.

– Hans spil har kostet mig flere hundrede tusinde kroner, siger hun. Så er den der igen. Skammen. For hvordan kan hun blive offer for den slags og formå at fornægte det hele; hun, en veluddannet og begavet kvinde?

Det er der ingen tvivl om, at Camilla er. Intelligent. Velformuleret. Og velreflekteret. Hun bruger timer på at fortælle hele sin historie ned til mindste detalje. Tøver kun få gange. Når minderne bliver for hårde og får følgeskab tårer.

Tilbage på grund af corona

Da deres ældste dreng er tre år gammel, og den yngste endnu ikke er født, går de fra hinanden.

Det seksuelle misbrug og volden er endnu ikke begyndt, men Camilla har fået nok af løgnene, spilleriet og hashen.

Der går et år, men da Danmark bliver til et spøgelsesland på grund af corona, får hendes på daværende tidspunkt ekskæreste fri fra arbejdet. Han byder sig pludselig til. Vil hjælpe med alt. Er atter den mand, hun forelskede sig i. Mennesker kan åbenbart forandre sig, så de finder sammen igen. Der går ikke længe, og så er Camilla gravid. Men allerede 16 timer efter, hun føder deres barn nummer to, forlader hendes kæreste sygehuset. Han er nødt til at køre hjem for at ryge en joint.

Farlige høje lyde

FUCK DIG! LUDER! HOLD DIN KÆFT! Sådan bliver der råbt hjemme i den lille familie, når far er sur. Og det er ikke kun mor, der bliver råbt ad. Børnene bliver også brølet ind i hovedet, at de ikke er noget værd og kastet hårdt ned i sofaen.

I dag er de bange for høje lyde. Da den ældste dreng gik i børnehave, gik han helt i panik, når der blev sunget fødselsdagssange. Personalet måtte holde ham for ørene. Den mindste bryder totalt sammen, når støvsugeren er tændt. Høje lyde er utrygt. For der er altid høje lyde, når far er sur.

Vold mod børnene

Kort efter, de ankommer til krisecenteret, begynder samtaler med personalet, og de taler også med Camillas børn.

Her kommer det frem. Den ældste dreng begynder at fortælle om de ting, far har gjort ved ham. Frygtelige ting. Holdt ham ud over gelænderet på trappen og truet med at give slip. Pludselig giver de blå mærker og sårene på hendes yngste dreng mening. Han er ikke faldet. Han er blevet skubbet af sin far. Ned ad trappen, så det begynder at bløde. Det fortæller storebror, og Camilla reagerer med det samme. Hendes ekskæreste skal ikke væres sammen med deres børn. På ubestemt tid. Der er bare det problem, at hun ikke kan få et tilhold. Politiet må nøjes med at give ham en mundtlig advarsel.

Overvåget med gps

Camillas ekskæreste har placeret en gps-sender under hendes bil. Det opdager hun ved et tilfælde, da hun undrer sig over, at han altid ved, hvor hun er. Selv efter, Camilla er flyttet på krisecenter med børnene, kan han finde hende, når hun er ude af bygningen. Det skriver han til hende; beskriver det i detaljer, hvor hun helt præcist er. Bare lige for at vise, han ved det.

Camilla når altid væk, inden han kommer, men er alligevel skrækslagen for at møde ham.

Politiet udstyrer hende med en overfaldsalarm. Det er det bedste, de kan gøre, når han ikke har et polititilhold. En dag er hun hos sin mor. Pludselig bliver ringeklokken til morens hjem trykke helt i bund. Igen og igen. Det er inden, Camilla har opdaget gps’en. Hun ringer til politiet. Betjentene giver ham en advarsel. En mundtlig advarsel.

De gør det ikke af ond mening, politiet, de har bare ikke mere værktøj i den lovskuffe, som kan bruges i situationen. Hendes største frygt er, at han pludselig en dag henter børnene og fører dem ud af landet. Det vil ingen kunne stoppe ham i. Familieretshuset har vurderet, at han ikke har ret til samvær med børnene på grund af sit stofmisbrug og de forklaringer, børnene har givet til personalet på krisecenteret samt Camillas grundige gennemgang af hele deres parforhold. Men personalet i skolen og børnehaven vil ikke kunne stoppe ham, hvis han en dag kommer ind ad døren og tager sine børn med sig. De må kun sige til ham, at han ikke må. Det er det hele.

Børnene skal ikke udsættes for mere

Selvom Camillas ekskæreste har voldtaget og klemt hende så hårdt, at det har givet blå mærker, vil det ikke være nok til en domfældelse. Påstand mod påstand, og der er jo ikke nogen synlige skader længere.

Børnene har hun ikke lyst til at involvere. Deres fysiske skader er også væk. Sårene fra den yngstes ansigt, da hans far kylede ham ned ad trappen, er lægt. Uden ar. Arene på sjælen er langt fra helede, og der er ingen grund til at kradse skorperne op, hvis resultatet af en retssag kan blive ingenting. Selv hvis de kunne fortælle deres historier i retten, vil det også her være påstand mod påstand. Det fortjener børnene ikke at blive udsat for, og den offentlighed vil ingen af dem alligevel vinde noget ved.

Ondt i maven

Mens de endnu er et par, bemærker hendes familie og omgangskreds nogle gange, at noget ikke ser ud til at helt at stemme. Men de konfronterer ikke Camilla hårdt, spørger blot.

Det er pinligt at tale om alt det, hendes kæreste gør. For det føles som et nederlag. Så Camilla deler næsten kun de gode ting med sine veninder.

Hun har aftalt en tøsetur til udlandet. For første gang efter at være blevet mor skal Camilla ud at rejse med sin bedste veninde.

Men det føles helt forkert, og efter noget tid bakker Camilla ud. Hun tør ganske enkelt ikke lade sine børn være alene hjemme med deres far i flere dage.

Hendes veninde forstår det ikke. Altså helt ærligt – det er jo børnenes far. Hun presser på. Hvad nu hvis de bare tager afsted i fem dage? Eller fire? Blot tre dage – det må Camilla da kunne, og børnene er så store nu, at de sagtens kan være sammen med deres far.

Men Camilla kan ikke bære tanken om at forlade dem. Heller ikke bare i tre dage. Veninden får forklaringen, at hun ganske enkelt vil savne dem alt for meget, hvis de er fra hinanden i tre dage.

Veninden køber den ikke helt. Men hun er loyal og vil ikke presse Camilla til at uddybe.

Til sidst indvilliger Camilla dog i at tage af sted. Men det bliver tre usjove dage med kronisk ondt i maven, og veninden får ikke en forklaring på, hvad der er galt; hvorfor Camilla ikke er på toppen, nu de endelig er afsted sammen. For så må hun gå i flere detaljer, end der er godt.

I dag fortryder Camilla meget, at hun ikke turde være ærlig.

En hård barndom

Camilla har fået bevilliget 10 timers psykologhjælp og syv timers psykoterapi. Det er let at være bagklog. Det er Camilla ikke. Men hun reflekterer; tænker på, hvad der egentlig har holdt hende i et forfærdeligt forhold så lang tid.

Samtalerne med psykoterapeuten ripper op i minder fra barndommen, der ikke altid var god. Er der formet nogle mønstre der, som har givet hende permanente ar på sjælen? Hvilke forklaringer kan der være på, at hun har ladet sig behandle sådan her uden at sige stop?

Men børnene har det bedre nu. De slapper af. Den ældste tisser ikke i sengen længere.

I begyndelsen undrede de sig over at skulle bo et nyt sted, men mor siger, de er på en slags ferie, og det er sjovt. I hvert fald når man er to purke på syv og tre år. Der er nyt legetøj, og huset er kæmpestort. Et eldorado for to unge opdagelsesrejsende.

Nu har ferien efterhånden stået på i lang tid, mere end fem måneder, men det lader ikke til at plage de to ungersvende. Der er trygt og godt, hvor de bor nu, og der er masser at lave. Så gør det ikke noget, man ikke har sit eget værelse. Faktisk er det rigtig hyggeligt at være så tæt sammen hele tiden.

For Camilla er det værste nok børnenes reaktion. De savner ikke deres far. De spørger ikke engang til ham. Én gang spørger den ældste, om de snart skal se far. Camilla forklarer ham, at de skal de ikke lige nu, da far og mor ikke helt kan finde ud af det sammen.

Drengen ånder lettet op og fortæller, at han er bange for far.

Inden længe bliver teltpælene rykket op. Camilla forlader øen og rykker over med børnene. De ved det ikke endnu. Men hun ved, at fremtiden ikke ligger her.