KØB ABONNEMENT

Zelenskyj: Trumps dieselaftale giver Putin penge at føre krig for

UDLAND • 9. OKT 2026 • 22:33

Rusland vil "betale tilbage" for Trumps dieselaftale med mere terror og nederdrægtighed, forudser Zelenskyj.

En aftale, som USA og Rusland har indgået om at lade Rusland eksportere diesel til USA og på det globale marked, vil give den russiske præsident, Vladimir Putin, flere penge at føre krig mod Ukraine for.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

- Gaver til Putin vil ikke bringe fred eller nogen hjælp til den civiliserede verden. Rusland vil "betale tilbage" for dieselen med mere terror og nederdrægtighed, skriver Zelenskyj i et opslag på det sociale medie X.

Aftalen er en "svag beslutning" fra stærke partnere, siger Zelenskyj videre ifølge Reuters.

- Enhver lempelse af sanktioner mod Rusland uden en klar og varig aftale om deeskalering med Rusland er en tydelig svaghed, skriver Zelenskyj videre.

Zelenskyj tilføjer, at Ukraine er klar til at tage tilsvarende skridt for at dæmpe konflikten med Rusland.

Ifølge den ukrainske præsident vil Ukraine undlade at angribe russiske olieraffinaderier, hvis Rusland til gengæld stopper angrebene på Ukraines energiinfrastruktur.

Hans opslag kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, kort forinden meddelte, at han under en telefonsamtale med Putin er nået frem til en aftale om, at Rusland leverer millioner af ton dieselolie til USA og det øvrige verdensmarked.

USA's finansministerium har givet en midlertidig tilladelse til eksporten, der ellers er underlagt sanktioner.

Ifølge Trump vil Rusland omgående levere over 300.000 ton diesel til det amerikanske og globale marked.

Derudover vil der blive leveret yderligere 500.000 ton i november og umiddelbart derefter yderligere en million ton.

Det skriver Trump fredag på sit sociale medie, Truth Social.

- Derudover vil Rusland, afhængigt af tilstanden på landets olieraffinaderier, inden for kort tid levere 3.000.000 ton diesel, lyder det fra den amerikanske præsident.

Tilladelsen gælder frem til 7. april 2027. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT