Anklager: Andenpilot fra Flydubai var inspireret af 9/11-angreb
Andenpilot på Flydubai-fly mod Israel ville "forårsage størst muligt tab af liv", mener anklagemyndighed.
Andenpiloten på et fly fra selskabet Flydubai havde planer om at overtage kontrollen med flyet og foretage et selvmordsangreb ved at styrte flyet ned i Ben Gurion-lufthavnen i Israel 30. september.Hans plan var inspireret af angrebet mod USA 11. september 2001, vurderer statsanklageren i De Forenede Arabiske Emirater.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Andenpiloten havde til hensigt at "forårsage størst muligt tab af liv", fremgår det af anklagemyndighedens foreløbige konklusioner.
Hans "drift i retning mod ekstremisme og terrorisme" blev første gang konstateret i 2017, lyder det fra statsanklageren.
Alligevel var det ikke noget, der kom frem, da han blev ansat som pilot. Her levede han op til de sikkerhedskrav, der blev stillet, hedder det videre.
- Ingen af procedurerne afslørede nogen tegn på hans ekstremistiske synspunkter eller hans intention om at føre en terrorplan ud i livet, lyder det i de foreløbige konklusioner fra anklagemyndigheden.
Den mistænkte andenpilot er statsborger i Oman. Han har tidligere arbejdet for andre luftfartsselskaber, herunder Royal Air Maroc og Oman Air, inden han fik job hos Flydubai i januar i år.
Anklagemyndigheden i De Forenede Arabiske Emirater har efterforsket sagen siden 1. oktober.
Manden har under forhør forklaret, at han handlede på egen hånd, men efterforskningen fortsætter for at fastslå, om han havde medsammensvorne, siger statsanklageren.
Han har også oplyst, at han to gange tidligere havde fløjet til Tel Aviv for at få et overblik over flyets rute og Ben Gurion-lufthavnen.
Andenpiloten angreb piloten inde i cockpittet med en økse, fortsætter anklageren. Øksen er en nødøkse, som typisk opbevares i cockpittet og er beregnet til nødsituationer.
Den angrebne pilot, Smit Machchhar, har tidligere forklaret, hvordan det lykkedes ham at få åbnet døren til cockpittet og få hjælp fra nogle af flyets passagerer.
Tumulten i cockpittet fik flyet til at falde 4900 meter på kun 30 sekunder.
RITZAU
