Zelenskyj beder EU om 37 milliarder kroner til granater

20. MAR 2025 • 23:25UDLAND

Foruden pengedonationer fra EU ønsker Zelenskyj, at EU bør være en del af processen med at stoppe krigen.

Volodymyr Zelenskyj beder EU om 5 milliarder euro, 37 milliarder kroner, til granater så snart som muligt. Han opfordrer til fortsat pres på Rusland.

Det siger den ukrainske præsident under et pressemøde i Oslo sammen med den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, skriver Reuters.

Dermed lagde Zelenskyj pres på EU-landenes ledere, der torsdag mødtes i Bruxelles.

På torsdagens EU-topmøde bekræftede EU-landenes ledere, at de vil fortsætte den militære støtte til Ukraine.

Landene er dog ikke kommet med en konkret finansiering af Ukraines ønske.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, henviser dog til, at EU-Kommissionen med sin hvidbog om forsvar har åbnet muligheder for, at EU-landene finansiere militærhjælp til Ukraine.

Dermed kan Zelenskyj håbe, at nogle EU-lande i den kommende tid vil sætte handling bag erklæringerne om fortsat støtte til Ukraine.

Zelenskyj peger også på, at EU bør være en del af den diplomatiske proces med at stoppe krigen.

Den ukrainske præsident tilføjer på pressemødet, at det er "antieuropæisk, når én person blokerer for beslutninger, der er vigtige for hele kontinentet".

Det siger han med henvisning til Ungarns premierminister Victor Orbáns modstand mod EU-erklæringer til støtte for Ukraine, skriver Reuters.

Zelenskyj siger også, at embedsmænd fra USA og Ukraine skal mødes i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, mandag.

Onsdag lød det ifølge den ukrainske præsident, at ukrainske og amerikanske embedsmænd vil mødes i Saudi-Arabien i de kommende dage for at fortsætte med at "koordinere skridt i retning af fred".

Pressemødet i Norge kommer, dagen efter at Zelenskyj talte i telefon med USA's præsident, Donald Trump.

Et opkald, som Zelenskyj kaldte for "positivt, substantielt og ligefremt".

- Vi blev enige om, at Ukraine og USA skal fortsætte med at arbejde sammen om at opnå en reel afslutning på krigen og varig fred, skrev den ukrainske præsident på X efter samtalen.

På pressemødet i Norge torsdag bliver Zelenskyj også spurgt ind til mulighederne for amerikansk ejerskab af det beskadigede atomkraftværk Zaporizjzja.

Donald Trump har nemlig sagt, at USA kan tage kontrol over ukrainske atomkraftværker.

Men ifølge Zelenskyj har han fortalt Trump, at atomkraftværket ikke kan fungere, hvis ikke det er under ukrainsk kontrol, skriver Reuters.

Zaporizjzja-atomkraftværket, der er Europas største, er under krigen i Ukraine kommet under russisk kontrol.

Zelenskyj sagde onsdag aften, at det kan gå mere end to år, før kraftværket igen er i drift.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT