Ny partisekretær: Moderaterne har ikke brug for oprydning

22. MAR 2025 • 17:04ERHVERV/POLITIK

Britt Bager ser Moderaterne med "friske øjne", og hun mener, at der er brug for genopbygning, ikke oprydning.

Der skal ikke ryddes op i Moderaterne. Partiet skal genopbygges.

Det siger Britt Bager, der 1. marts tiltrådte som ny partisekretær i midterpartiet.

- Den organisation, jeg ser på nu, den ser jeg på med friske øjne, og jeg synes ikke, at der er så meget, der skal ryddes op i.

- Der er ingen tvivl om, at partiet har været ude i en lille omvæltning det sidste års tid. Der er blevet ryddet op, og nu er der et kæmpe genopbygningsarbejde, siger hun ved Moderaternes årsmøde i Bella Center i København.

Den nyligt tiltrådte partisekretær har ifølge hende selv kun haft 15 arbejdsdage, og hun ved derfor endnu ikke, hvordan hun har tænkt sig at gribe opgaven an.

- Som jeg sagde ved min ansættelse: Det jeg ved allermindst om, det er Moderaterne.

- Jeg er i gang med at finde ud af, hvilken organisation, det er, jeg har overtaget, siger Bager.

Britt Bager har en fortid som folkevalgt i både Venstre og Det Konservative Folkeparti, hvor hun sad frem til 2022.

Hun har nu overtaget rollen som partisekretær fra Kristen Munch Andersen, der fratrådte i september for at give partiet "ro" efter en sag om dårligt arbejdsmiljø i partiets sekretariat.

Hun var blandt de medlemmer af ledelsen, som blev nævnt i en klage, som en række medarbejdere sendte til Arbejdstilsynet i august.

Sagen fik desuden folketingsmedlemmet Jeppe Søe til at melde sig ud af partiet.

Han beskrev dengang partiet som en "sexistisk klovnebus".

Og det er blot en af flere omtalte sager, der har floreret i mediebilledet hen over det seneste år.

Også andre folketingsmedlemmer har enten forladt eller er blevet smidt ud af partiet. Det gælder blandt andet Jon Stephensen, der blev taget i at sende upassende beskeder til en ung moderat.

Senest er Karin Liltorp forladt partiet og har meldt sig ind i Alternativet. Hun blev træt af livet som ordfører i et regeringsparti, hvor hun følte, at hun ikke havde den store indflydelse.

Men det kaotiske billede genkender Britt Bager absolut ikke.

- Jeg ved ikke, hvordan det har set ud for et halvt eller et helt år siden.

- Jeg ved bare, at de medarbejdere, der er tilbage er rigtig glade for deres arbejdsplads, siger hun.

Det er ikke kun politikerne, der er stukket af fra partiet. Også medlemmerne uden for Folketinget har været på flugt de seneste to år.

Ved årsmødet i 2024 var der omkring 3000 medlemmer. Det var en nedgang på cirka 500 medlemmer fra året før.

Ved dette års møde er der ikke oplyst noget præcist antal. Det lyder fra Britt Bager, at hun endnu ikke er bekendt med tallet.

Hun gætter dog på, at der ikke er kommet flere til.

- Min mavefornemmelse siger mig, at der er under 3000 medlemmer i år. Alt andet ville være mærkeligt, siger Bager.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT