KØB ABONNEMENT

Togdriften i Norge er genoptaget efter fejl på mobilnetværk

UDLAND • 8. OKT 2026 • 20:42

Torsdag stod togtrafikken i Norge stille efter fejl på mobilnettet. Nu genoptages driften dog med forsinkelse.

Der vil fortsat være forsinkelser og aflysninger, som påvirker togtrafikken i Norge, efter at den er genoptaget efter fejl på mobilnetværket.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Det var problemer hos teleselskabet Telenor, som satte en stopper for al togtrafik i Norge torsdag.

Fejlen i kommunikationssystemet er torsdag aften udbedret, og trafikken genoptages, dog med forsinkelser.

- Forsinkelserne vil gradvist aftage i løbet af aftenen, og i morgen tidlig er der ikke længere forsinkelser, siger en kommunikationsmedarbejder fra Bane Nor ifølge NTB.

Alle tog blev kørt til nærmeste station, hvor de blev holdende, indtil mobilnettet igen var oppe at køre, lyder det.

Mens togtrafikken var indstillet, blev omkring 60 busser indsat til at transportere passagererne videre.

Som følge af fejlene opstod der problemer med at ringe til nødnumre i landet, som politi, brandvæsen og læge, lød det fra flere norske medier, herunder Aftenposten.

Vetle Andersen, der er kommunikationschef i Telenor i Norge, understreger over for Aftenposten, at der ikke er indikationer på hacking eller andre angreb.

Problemet opstod omkring klokken 15.15, lyder det videre fra kommunikationschefen.

Hvad problemet skyldes, ved Andersen ikke.

I en pressemeddelelse skrev selskabet ifølge NRK, at der er tale om opkald, som ikke går igennem.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT