Xi fokuserer på langsigtede fordele i handel med USA

30. OKT 2025 • 08:36UDLAND

Præsident Xi Jinping siger, at USA og Kina er nået til enighed om løsning på problemer efter møde med Trump.

Kina vil fokusere på de langsigtede fordele ved et handelssamarbejde med USA uden at straffe hinanden.

Det siger Kinas præsident, Xi Jinping, ifølge kinesiske statsmedier efter torsdagens møde i Sydkorea med USA's præsident, Donald Trump.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Xi Jinping tilføjer, at samhandel fremover bør være en drivkraft i forholdet mellem USA og Kina.

Samtidig siger den kinesiske præsident, at forhandlerne fra verdens to største økonomier er blevet enige om at løse problemerne mellem USA og Kina.

- Forhandlere på økonomi- og handelsområdet fra de to lande har udvekslet dybdegående synspunkter vedrørende vigtige økonomiske udfordringer og handelsudfordringer og er nået til enighed om at løse dem.

- Begge forhandlingshold bør snarest muligt finpudse og afslutte det opfølgende arbejde, fastholde og gennemføre det aftalte og levere konkrete resultater for at dæmpe bekymringerne om Kinas, USA's og resten af verdens økonomier, siger Xi ifølge det kinesiske statsmedie Xinhua.

Xi fortæller ikke konkret, hvad forhandlerne er blevet enige om, men Donald Trump har fortalt om nogle af resultaterne fra mødet. Det samme har det kinesiske handelsministerium.

Blandt andet vil USA reducere den amerikanske importtold på kinesiske varer.

Om bord på præsidentflyet Air Force One på vej hjem fra Sydkorea sagde Trump således, at tolden på kinesiske varer nedsættes med ti procent.

Dermed er den fremover på 47 procent.

Desuden er USA og Kina enige om en aftale om sjældne jordarter, hvilket både Trump og Kinas handelsministerium hare bekræftet.

Kina vil sætte en stramning af eksport af sjældne jordarter, som blev indført tidligere i oktober, på pause i foreløbigt et år.

Sjældne jordarter er et vigtigt element i produktionen af en lang række elektroniske produkter.

USA og Kina er også enige om, at de vil samarbejde om Ukraine, som har været i krig med Rusland siden 2022.

- Ukraine var et meget tydeligt emne. Vi talte om det i lang tid, og vi vil begge samarbejde for at se, om vi kan få noget gjort, sagde Trump efter mødet.

Trump har beskrevet mødet med Xi som en succes og har sagt, at han vil vende tilbage til Kina i april næste år.

Kinas udenrigsministerium bekræfter, at Trump skal besøge landet igen i 2026, skriver Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT