USA henter amerikanske soldater hjem fra Rumænien

29. OKT 2025 • 14:22UDLAND

En del af de amerikanske soldater i Rumænien skal tilbage til deres base i Kentucky, oplyser USA's militær.

USA vil skære i antallet af udstationerede amerikanske soldater i Østeuropa - herunder i Rumænien.

Det oplyser Rumæniens forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ministeriet siger, at beslutningen var ventet som følge af ændringer i den amerikanske regerings prioriteter.

Der vil fremover være omkring 1000 amerikanske soldater i Rumænien.

- Beslutningen tager også højde for, at Nato har styrket sin tilstedeværelse og aktivitet ved den østlige flanke, hvilket gør det muligt for USA at tilpasse dets militære tilstedeværelse i regionen, lyder det.

USA's militær meddeler, at der ikke er tale om en egentlig tilbagetrækning af styrker, men en planlagt returnering af soldater til USA.

I en udtalelse skriver militæret, at soldaterne, der skal hjem fra Rumænien, "som planlagt vil blive genindsat i deres enhed i Kentucky" uden at blive erstattet af andre amerikanske soldater i Østeuropa.

- Dette er ikke en amerikansk tilbagetrækning fra Europa eller et udtryk for mindre engagement i forhold til Nato og artikel 5, lyder det fra USA's militær.

Artikel 5 er Nato-alliancens kollektive forsvarsprincip, som fremgår af Den Nordatlantiske Traktat. Ifølge artiklen er Nato-landene forpligtede til at hjælpe et medlemsland, hvis det bliver angrebet udefra.

En embedsmand fra Nato sagde tidligere på dagen til Reuters, at de amerikanske myndigheder på forhånd havde informeret Nato om tilpasningen.

- Nato og amerikanske myndigheder er i tæt kontakt om den generelle position for at sikre, at Nato bevarer sin robuste kapacitet til at afskrække og forsvare, sagde embedsmanden, som ikke nævnes med navn.

Vedkommende siger desuden, at det ikke er ualmindeligt, at USA justerer sin tilstedeværelse. Selv med den seneste tilpasning er USA's tilstedeværelse i Europa større, end den har været i en årrække.

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange sagt, at amerikanske soldater i højere grad skal bruges på egen jord, og at Europa skal sørge for sin egen sikkerhed.

I september åbnede præsidenten dog for at sende flere soldater til Polen.

Her besøgte den polske præsident, Karol Nawrocki, Trump i Det Hvide Hus.

Under et fælles pressemøde sagde Trump, at USA ikke vil trække sine nuværende styrker i landet hjem.

- Vi kan sende flere styrker, hvis Polen ønsker det, sagde han ifølge det norske nyhedsbureau NTB og tilføjede:

- Vi har overvejet at trække styrker hjem fra andre lande, men ikke fra Polen. Vi vil hjælpe Polen med at beskytte sig selv, lød det.

Karol Nawrocki sagde på pressemødet, at der på nuværende tidspunkt er omkring 10.000 amerikanske soldater i Polen.

Både Polen og Rumænien grænser op til Ukraine, som er i krig med Rusland.

Polen grænser også op til den russiske enklave Kaliningrad og Belarus, som er nær allieret med Rusland.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT