Voldsomt jordskælv i Stillehavet ryster mexicansk region

19. SEP 2022 • 22:42UDLAND

Et voldsomt jordskælv har ramt Mexico på årsdagen for to tidligere og meget dødelige jordskælv i landet.

Et voldsomt jordskælv med en beregnet styrke på 7,6 er blevet registreret i Stillehavet ud for regionen La Placita de Morelos i Mexico.

Jordskælvet har kostet mindst en person livet, mens det også har ført til strømafbrydelser ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, siger i en videomeddelelse, at en person er dræbt i havnebyen Manzanillo, der ligger ud til Stillehavet.

Dødsfaldet skete, da en væg i en butik kollapsede.

Ifølge USA's geologiske institut, USGS, ramte jordskælvet kort efter klokken 13 lokal tid nær grænsen mellem delstaterne Michoacán og Colima i en dybde på 15 kilometer.

Skælvet rammer på årsdagen for to store skælv i landets historie - i 1985 og i 2017.

Tusindvis af mennesker mistede livet i skælvet i 1985, og mere end 350 døde i det jordskælv, der ramte landet i 2017.

- Der er denne dato. Der er noget ved den 19. Den 19. er en dag, man bør frygte, siger Ernesto Lanzetta, der er forretningsindehaver i Mexico City.

USA's tsunami-varslingssystem har udsendt en tsunamivarsel for dele af den mexicanske kyst. Her kan der komme bølger, der er mellem en og tre meter over tidevandsniveauet.

Mexicos præsident siger desuden, at der er sket materiel skade nær skælvets epicentrum. Billeder på social medier viser bygninger, der er svært beskadigede.

I Mexico City forårsagede jordskælvet strømafbrydelser i bydelen Roma - omkring 400 kilometer fra skælvets epicentrum.

Beboere i området stod på gaden med deres kæledyr i armene, mens turister på et marked med en lokal guide var tydeligt forvirrede og chokerede.

Mexico Citys borgmester, Claudia Sheinbaum, siger, at der ikke er meldinger om ødelæggelser i hovedstaden efter jordskælvet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP ligger Mexico i verdens mest aktive seismologiske og vulkanske område, der også er kendt som "Ring of Fire" (Ildens Ring, red.).

Det skyldes, at landet ligger et sted, hvor tektoniske plader mødes.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT