USA's sundhedsminister anbefaler vaccine mod mæslinger
Robert F. Kennedy Jr., der før har udtalt sig vaccineskeptisk, anbefaler brugen af vaccine mod mæslinger.
Den amerikanske sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., skriver søndag på det sociale medie X, at den mest effektive måde at forhindre spredning af mæslinger på er MFR-vaccinen.Udmeldingen kommer, mens et udbrud af mæslinger er i gang i delstaten Texas. To piger formodes i år at have mistet livet som følge af smitte med mæslinger i delstaten.
Robert F. Kennedy Jr. har søndag besøgt forældrene til den anden pige, der mistede livet til mæslinger.
- Jeg kom til Gaines County, Texas, i dag (søndag, red.) for at trøste familien Hildebrand efter tabet af deres 8-årige datter Daisy. Jeg lærte familien til 6-årige Kayley Fehr at kende, efter at hun døde i februar.
- Min hensigt var at komme herned stille og roligt for at trøste familierne og være sammen med lokalsamfundet i sorgens øjeblik, skriver Kennedy.
Senere lyder det i opslaget:
- Den mest effektive måde at forhindre spredning af mæslinger på er MFR-vaccinen.
Tidligere har sundhedsministeren udtalt sig kritisk over for medicinalindustrien og om vacciner, men tonen har ændret sig.
Flere gange under det nuværende smitteudbrud med mæslinger har Kennedy anbefalet vaccination mod mæslinger.
I begyndelsen af marts opfordrede han i debatindlæg på tv-stationen Fox News' hjemmeside amerikanske forældre til at overveje vaccination for at beskytte deres børn.
Herhjemme indgår MFR-vaccinen i børnevaccinationsprogrammet og gives ifølge Sundhed.dk, når børn er 15 måneder og 4 år.
Formålet med at vaccinere er at forebygge komplikationer ved mæslinger, fåresyge og røde hunde og forhindre spredning af smitte.
Robert F. Kennedy Jr. oplyser, at der er blevet registreret 499 tilfælde af smittede med mæslinger i Texas.
Sygdommen kan blandt andet give feber, hoste og udslæt - men den kan også have mere alvorlige udfald, hvor den smittede får lungebetændelse eller hjernebetændelse.
Robert F. Kennedy Jr. har flere gange vakt opsigt med vaccineskeptiske udtalelser.
- Jeg tror, at autisme kommer fra vacciner, sagde han i et interview med Fox News fra 2023, hvor han opfordrede til flere vaccinetest.
- Vi burde have samme slags kontrolforsøg, som vi har for anden medicin, lød det.
Derudover har han været involveret med organisationen Children's Health Defense, som er en udtalt modstander af vacciner.
Over for CNN kaldte læger og sundhedseksperter udnævnelsen af Kennedy for "et ekstraordinært dårligt valg" og "skræmmende" og pegede særligt på Kennedys udtalelser om vacciner.
Kennedy selv har dog afvist at være vaccineskeptiker, og sundhedsministeren vil ikke arbejde for at forbyde vacciner, men han vil kigge regeringens data om vaccinesikkerhed igennem og dele sine resultater med offentligheden, har han udtalt.
/ritzau/