USA's centralbank hæver igen rente for at bekæmpe inflation

14. DEC 2022 • 20:36UDLAND

Stigningen betyder, at renten stiger til 4,25-4,50 procent, hvilket er det højeste niveau siden 2007.

Den amerikanske centralbank (FED) har efter et rentemøde onsdag hævet renten med et halvt procentpoint.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Stigningen betyder, at renten stiger til 4,25-4,50 procent, hvilket markerer det højeste niveau siden 2007.

Centralbanken siger, at en fortsat rentestigning er nødvendig for at bekæmpe inflationen i den amerikanske økonomi. Samtidigt bliver prognosen for den økonomiske udvikling i 2023 nedjusteret.

Den amerikanske centralbank har siden marts i år hævet renten syv gange.

I Dansk Industri (DI) siger cheføkonom Allan Sørensen, at dette er ikke den sidste renteforhøjelse.

- Men tempoet i rentestigningerne er på vej ned. FED forventer at hæve renten med yderligere 0,75 procentpoint i løbet af 2023, siger han og tilføjer:

- Rentestigningen er lidt lavere end ved de seneste fire rentemøder. Samlet set er pengepolitikken i USA siden marts strammet i det hurtigste tempo siden starten af 1980’erne.

Den amerikanske centralbank har siden marts sat renten op fra 0 til nu 4,25 procent.

Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, ser den mindre rentestigning som et varsel om, at den værste panik har lagt sig.

- FED har endnu engang hævet renten, så den nu er helt oppe i 4,5 procent. Denne gang med 0,5 procentpoint. Det er i normale tider en stor renteforhøjelse, men lige nu signalerer det en mindre opblødning, da de seneste renteforhøjelser har været på hele 0,75 procentpoint, siger han og påpeger, at det sker i anerkendelse af, at den amerikanske inflation nu er faldet fem måneder i streg.

- Derfor behøver FED heller ikke gentage de seneste møders store renteforhøjelser, som også på mange måder har virket paniske. Man skal dog ikke tage fejl. Dagens renteforhøjelse er fortsat en meget stor renteforhøjelse.

I Arbejdernes Landsbank siger cheføkonom Jeppe Juul Borre, at Arbejdsmarkedet i USA fortsat er tempofyldt, hvilket den amerikanske centralbank fuldt fokus på.

- Med en fortsat høj jobvækst og tæt på laveste ledighed i 50 år samt årlige lønstigninger på den gode side af 5 procent, er risikoen, at inflationen bider sig fast på et for højt niveau over en længere periode. Derfor ser vi stadig den amerikanske centralbank hæve renten, siger han og pointerer videre:

- Danske boligejere har god grund til at kaste opmærksomheden mod den amerikanske centralbank. De højere amerikanske renter smitter af på de danske, og det har også været medvirkende til at sende de danske boligrenter i vejret.

Renten på et fastforrentet lån er på fem procent, hvor den var to procent i begyndelsen af året. Det er en meget kraftig rentestigning, som lige nu giver modvind til det danske boligmarked.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT