USA vil sende 1000 soldater til den mexicanske grænse
Ifølge en amerikansk embedsmand er det blevet godkendt at sende 1000 soldater til grænsen ved Mexico.
Blot to dage efter at USA's præsident, Donald Trump, er tiltrådt embedet, har han givet mandat til, at det amerikanske militær optrapper sin tilstedeværelse ved den mexicanske grænse.Derfor forbereder det amerikanske militær onsdag at sende yderligere 1000 soldater til USA's sydlige grænse.
Oplysningerne kommer fra en unavngiven amerikansk embedsmand, skriver Reuters.
Embedsmanden, der udtaler sig på betingelse af anonymitet, siger ikke, hvornår soldaterne vil blive indsat.
Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er der tale om op mod 1500 soldater.
Ordren kommer fra USA's præsident, Donald Trump, efter at han er tiltrådt embedet for at slå ned på immigration.
Der er allerede omkring 2200 aktive soldater i byen El Paso i Texas ifølge CNN.
Soldaterne er en del af det, der hedder Joint Task Force-North.
Nationalgarden i USA har ifølge CNN yderligere 4500 soldater udstationeret ved grænsen under navnet "Operation Lonestar" med ledelse af den texanske nationalgarde.
De yderligere aktive soldater, der forventes at blive sendt til grænsen, skal udføre mange af de samme opgaver som de nuværende, lyder det ifølge embedsmanden.
Trump har længe lovet, at han vil slå hårdere ned på illegal indvandring fra Syd- og Mellemamerika til USA.
Blandt andet vil han erklære nødretstilstand ved grænsen til Mexico, og han vil stemple kriminelle karteller som terrorgrupper, har en kommende embedsmand i Det Hvide Hus oplyst ifølge Reuters.
Donald Trump vil desuden fortsætte arbejdet med at opføre en mur på grænsen mellem USA og Mexico og sende soldater til det sydligste USA for at styrke bevogtningen af grænsen.
En mur langs USA's sydlige grænse var et af Trumps største valgløfter under præsidentvalgkampen i 2016.
Antallet af migranter, der krydser den sydlige grænse, er faldet for nylig.
Ifølge embedsmænd i Homeland Security er der mellem 1100 og 1300 migranter, der krydser grænsen ulovligt dagligt, skriver CNN.
/ritzau/