USA vil genopbygge Gaza med skyskrabere og lufthavn

23. JAN 2026 • 01:48UDLAND

Den amerikanske plan for Gaza byder på højhuse langs kysten, en ny havn og lufthavn nær grænsen til Egypten.

USA's regering har fremlagt planer for genopbygningen af Gaza indeholdende moderne skyskrabere langs Middelhavskysten.

Planerne for det nye Gaza er præsenteret på World Economic Forum i den schweiziske by Davos. Det skriver mediet BBC.

Byggeplanerne blev fremlagt i forbindelse med en underskrivelsesceremoni for USA's præsident Donald Trumps fredsråd, Board of Peace, som blandt andet får til opgave at føre tilsyn med genopbygningen.

- Vi kommer til at få stor succes i Gaza. Det bliver fantastisk af følge med i, siger Donald Trump ifølge BBC.

- I mit hjerte er jeg ejendomsmægler, hvor alt handler om beliggenhed. Jeg sagde: "Se denne beliggenhed ved havet. Se på dette smukke stykke land, og hvad det kan ende med at blive for mange mennesker".

Ud over snesevis af skyskrabere langs kysten indeholder de amerikanske planer også beboelsesejendomme i byen Rafah samt udviklingen af områder til landbrug og industri.

Der er også planer om at etablere en havn og opføre en ny lufthavn nær grænsen til Egypten.

Inden byggerierne kan begynde, skal der ryddes op og fjernes rester fra ammunition i det krigshærgede område.

Trumps svigersøn Jared Kushner sagde i forbindelse med præsentationen, at der er kastet 90.000 ton ammunition i Gaza i den mere end to år lange krig mellem Israel og den palæstinensiske gruppe Hamas.

Derudover er der omkring 60 millioner ton murbrokker, der skal ryddes.

- Vi er allerede begyndt at fjerne murbrokker og i gang med noget af nedrivningen, siger Kushner ifølge BBC.

Trumps svigersøn sagde samtidig, at demilitariseringen er Gaza vil "begynde nu", da sikkerhed i området er en forudsætning for, at nogen vil investere i området.

Som en del af Donald Trumps fredsplan for Gaza skal Hamas aflevere sine våben.

- De er nødt til at opgive deres våben, og hvis de ikke gør det, så bliver det enden på dem, siger Trump.

Før krigen, der begyndte den 7. oktober 2023, boede der 2,3 millioner mennesker i Gaza.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT