USA udfører dødelige angreb mod tre skibe i Stillehavet

16. DEC 2025 • 04:18UDLAND

Ifølge USA var tre skibe, som landets militær har udført angreb mod, involveret i narkohandel. Otte er dræbt.

Det amerikanske militærs sydlige kommando, Southcom, melder natten til tirsdag dansk tid, at den i internationalt farvand har udført dødelige angreb mod tre skibe.

Det sker i et opslag på det sociale medie X.

Otte mænd har mistet livet i angrebene, fremgår det.

- Efterretninger bekræftede, at skibene sejlede langs kendte narkohandelsruter i det østlige Stillehav og var involveret i narkotikahandel.

- I alt otte mandlige narkoterrorister blev dræbt i aktionerne - tre i det første fartøj, to i det andet og tre i det tredje, lyder det i opslaget.

Southcom er navnet på det amerikanske militærs sydlige kommando, som dækker Syd- og Mellemamerika såvel som Caribien.

Det fremgår ikke, præcis hvor de seneste angreb er blevet udført. De dræbtes nationalitet oplyses heller ikke, ligesom det ikke står klart, hvilket flag skibene sejlede under.

USA har ikke umiddelbart fremlagt beviser for, at der er tale om narkobåde.

USA har i løbet af de seneste måneder angrebet flere end 20 skibe i Stillehavet og Det Caribiske Hav nær Venezuela som del af en militær indsats, som den amerikanske præsident, Donald Trump, står i spidsen for.

Ifølge USA er det en indsats mod den ulovlige handel med stoffer i regionen.

Mindst 90 personer, som USA har anklaget for at være narkohandlere, er blevet dræbt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De militære angreb er et markant brud med den måde, hvorpå USA historisk set har håndteret de såkaldte narkoskibe, skriver Reuters.

Trump og hans administration har forsøgt at forsvare lovligheden af angrebene, som ifølge nogle juridiske eksperter strider mod loven.

- Vores operationer i Southcom-regionen er lovlige i henhold til både amerikansk og international lovgivning, og alt sker i overensstemmelse med folkeretten, sagde Kingsley Wilson, som er pressesekretær i USA's forsvarsministerium, Pentagon, tidligere på måneden.

Angrebene på bådene betragtes ifølge Reuters som en forløber for landangreb, som USA ventes at udføre mod Venezuela. Trump har sagt, at de snart vil begynde.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT