USA truer Google med at gennemtvinge salg af Chrome eller Android
Der skal "sættes en stopper" for Googles kontrol over markedet, siger USA's justitsministerium.
Det amerikanske justitsministerium meddeler onsdag, at det måske vil bede en dommer om at tvinge Google til at frasælge dele af forretningen.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det kunne for eksempel være browseren Chrome eller styresystemet Android.
I august fandt en dommer, at Google, som står for omkring 90 procent af alle søgninger på nettet, har opbygget et ulovligt monopol.
Det er netop det, som justitsministeriet vil forsøge at ændre på.
De foreslåede tiltag vil potentielt kunne ændre, hvordan amerikanere finder informationer på internettet, mindske Googles omsætning og dermed give konkurrenter mulighed for at blive større.
- At udbedre skaderne kræver ikke blot, at der sættes en stopper for Googles kontrol over dagens distribution, men også over morgendagens distribution, lyder det fra justitsministeriet.
Google, der har planer om at anke sagen, siger i et blogindlæg, at forslagene fra USA er "radikale".
Google har foretaget årlige betalinger, bandt andet til Apple, for at sikre, at selskabets søgemaskine er standardindstilling på smartphones og browsere. Det har bidraget til, at Google har kunnet bevare sin dominerende markedsandel.
Imens siger Google, at selskabet har vundet kampen om brugerne med søgemaskinens kvalitet. Blandt andet står man over for konkurrence fra Amazon, lyder det, og så kan brugere selv vælge at have en anden søgemaskine som standardindstilling.
Alphabet - Googles moderselskab - er verdens fjerdestørste selskab målt på markedsværdi.
Selskabet står dog over for en række juridiske udfordringer.
Mandag fastslog en dommer i en af sagerne, at Google skal åbne sin lukrative appbutik, Play, for større konkurrence. Det betyder blandt andet, at der i højere grad skal åbnes for Android-apps fra rivaler.
/ritzau/Reuters