Flere har fået hårde beskeder i løbet af sæsonen, men i omklædningsrummet har KIF-spillerne støttet hinanden.
Jens Svane har stadig ikke helt sluppet den følelse, der ramte ham, da han i slutningen af oktober sidste år fik en besked, der smadrede hans drøm.- Det gør stadig ondt på en eller anden mystisk måde, siger han.
Beskeden var, at hans livs håndboldkærlighed ikke ville have ham længere. Jens Svane havde forestillet sig at spille hele sin karriere i KIF Kolding, som han første gang stiftede bekendtskab med, da han var tre-fire år gammel.
Men sådan skulle det ikke blive. Klubikonet blev vejet og fundet for let, og til sommer bliver båndene brudt efter næsten tre årtiers romance.
I den situation ville det være let for Jens Svane at sætte sig over i hjørnet og surmule. Men sådan skulle det trods alt ikke ende.
Hans hjerteklub var rykket ud af ligaen for første gang i 41 år og kæmpede for at kravle tilbage på første klasse. Og det ville han for alt i verden bidrage til.
- Jeg har holdt øjnene på bolden i stedet for at være bitter, sur og nægte at bidrage. Det har været et nøgleelement for mig at spille ordentligt og bidrage med alt det, jeg har bidraget med i alle andre sæsoner, siger Jens Svane.
Og nu har han muligheden for at fuldføre kunststykket. Efter tre nervepirrende playoffkampe mod Aarhus Håndbold står KIF nu over for HØJ Elite i endnu en nervepirrende playoffrunde, hvor vinderen tager ligabilletten.
- Hvis man lægger frustrationerne til side, vil det være helt fantastisk at krone værket med en oprykning. Jeg har fået så meget af at være håndboldspiller i Kolding, så det vil være en dejlig afslutning på det hele, siger Jens Svane.
Hans træner, Anders Eggert, var med til at overbringe ham den nedslående nyhed i efteråret, og heller ikke han syntes, at det var en sjov dag.
- Det var en virkelig dårlig dag. Det er aldrig sjovt at give sådan en besked, men det her gjorde rigtig ondt, siger Eggert.
Og faktisk var det ikke kun Jens Svane, der fik besked på, at de ikke skulle med på den videre rejse i KIF. Markante navne som Emil Tellerup, Tobias Ellebæk, Jonas Tidemand og senere Kristian Stoklund fik samme besked.
Men det førte ikke til en fragmenteret trup med surmulende spillere. Tværtimod. Og det har imponeret Anders Eggert.
- Det er ikke noget, jeg på nogen måder tager æren for. Det har været fedt at se, hvordan de har været der for hinanden og samlet hinanden op. Det har jeg beundret og sat pris på, siger han.
I den forbindelse har broderskabet i det dampende omklædningsrum været afgørende, mener Jens Svane.
- Selvfølgelig har det været barskt for os. Men vi har været gode til at håndtere det, snakke om det og være ærlige over for hinanden. Vi har løst det på en måde, så alle har fundet en motivation.
- Jeg har så meget historie og kærlighed bundet op på det her sted, så for mig har motivation ikke været et problem. De andre er jo - hårdt sagt - hyret ind som lejesoldater. Men de har sgu bare været der. Det synes jeg, er megasejt, og jeg har vildt stor respekt for dem, siger Jens Svane.
KIF og HØJ mødes i den første af potentielt tre kampe søndag.
/ritzau/