USA og Rusland skal søndag drøfte krigen i Ukraine

19. MAR 2025 • 05:57UDLAND

USA's udenrigsminister og nationale sikkerhedsrådgiver tager til Saudi-Arabien i weekenden.

Repræsentanter for USA og Rusland mødes søndag i den saudiarabiske by Jeddah for at drøfte krigen i Ukraine.

Det siger USA's udsending Steve Witkoff i et interview med den amerikanske tv-station Fox News natten til onsdag dansk tid.

Mødet kommer efter en telefonsamtale tirsdag mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Her gik Putin med til en pause i angreb på energiinfrastruktur.

Siden har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagt, at landet afventer at høre flere detaljer.

Det har været sparsomt med oplysninger om den aftale, Trump og Putin har indgået.

Søndag fortsætter drøftelserne på et møde i Jeddah, siger Steve Witkoff.

Han er egentlig Trumps udsending til Mellemøsten. Men i de seneste uger har han været udsendt til møder, der handler om krigen i Ukraine.

- Djævlen er i detaljen. Vi har et hold, som tager til Saudi-Arabien, anført af vores nationale sikkerhedsrådgiver og vores udenrigsminister. Vi skal have afklaret detaljerne, siger Steve Witkoff til Fox News.

Både den nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og udenrigsminister Marco Rubio deltog i et meget omtalt møde med russiske udsendinge i slutningen af februar. Det møde fandt sted i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

Forud for samtalen tirsdag mellem Trump og Putin havde USA arbejdet på at få Rusland og Ukraine til at indgå en aftale om en 30 dage lang våbenhvile.

Ukraine havde givet grønt lys til det amerikanske forslag, men Putin og Rusland var mere tilbageholdende.

Udfaldet af telefonsamtalen mellem Trump og Putin endte i stedet med en 30 dages pause i angreb på infrastruktur.

- Min telefonsamtale i dag med Ruslands præsident Putin var rigtig god og produktiv, skrev Trump efterfølgende på sit sociale medie, Truth Social.

- Vi har aftalt en våbenhvile gældende for energi og infrastruktur med en fælles forståelse om, at vi vil arbejde hurtigt mod en fuldstændig våbenhvile - og ultimativt en afslutning på den frygtelige krig mellem Rusland og Ukraine, lød det videre fra den amerikanske præsident.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT