OVERBLIK: Kraftigt jordskælv udløser tsunamivarsel for flere lande

30. JUL 2025 • 07:13UDLAND

Et jordskælv har ramt Ruslands afsidesliggende østkyst og udløst tsunamivarsler i flere stillehavslande.

Flere lande med kyster mod Stillehavet er i alarmberedskab efter et kraftigt jordskælv, som medfører risiko for oversvømmelser og tsunami.

Onsdag morgen dansk tid udvikler situationen sig stadig løbende, men få et overblik her over, hvad vi ved:

* Et jordskælv ramte ud for den russiske halvø Kamtjatka omkring klokken 01.30 dansk tid med en styrke på 8,8 og en dybde på cirka 20 kilometer.

* Skælvets epicenter er cirka 119 kilometer sydøst for byen Petropavlovsk-Kamtjatskij.

* Kamtjatka, som er tyndt befolket, er en del af Ildringen. Det er en zone med høj vulkansk aktivitet og hyppige jordskælv, som omkranser Stillehavet.

* Jordskælvet har flere steder udløst varslinger på forskellige niveauer. Det gælder blandt andet Hawaii, Alaska, ved amerikanske og canadiske kyster og i dele af Sydamerika. Der er også varsler for Filippinerne og Indonesien, Chile, Peru og Ecuador.

* Skælvet er registreret som det sjette kraftigste nogensinde. Det er samtidig det kraftigste jordskælv siden 2011, hvor et skælv med en styrke på 9,0 ramte det nordøstlige Japan.

* Det er onsdag morgen dansk tid endnu for tidligt at sige noget om, hvor kraftige tsunamibølger der kan komme, hvor ødelæggende de bliver, eller hvor mange lande der bliver påvirket.

* De første tsunamibølger har ramt kysterne i Rusland, Japan og Alaska, men skaderne er begrænsede indtil videre.

* Japans nordligste ø Hokkaido var sammen med dele af Rusland blandt de første steder, der rapporterede tsunamibølger. Indtil videre har bølgerne ved Hokkaido målt omkring 30-40 centimeter.

* Eksperter fra flere lande advarer om, at bølgernes størrelse kan variere meget på forskellige steder. De største bølger kan ifølge nogle prognoser blive over tre meter.

* Hawaiis guvernør, Josh Green, har opfordret indbyggerne til at evakuere kyststrækningerne med det samme.

* Atomkraftværket Fukushima i Japan er blevet evakueret som følge af tsunamivarslerne. Der er ikke registreret uregelmæssigheder på værket.

Kilder: BBC, CNN, USA's vejrtjeneste NWS.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT