USA melder om våbenhvile i ukrainsk by
Ifølge Det Hvide Hus er det USA's førstedame Melania Trump, som har sikret en våbenhvile i byen Olesjky.
Rusland og Ukraine er ifølge Det Hvide Hus blevet enige om en våbenhvile i byen Olesjky i Ukraine.Det skriver Reuters.
Våbenhvilen starter ifølge Det Hvide Hus den 29. oktober, lyder det videre.
Hverken Rusland eller Ukraine har bekræftet meldingen.
Ifølge Det Hvide Hus er det den amerikanske førstedame Melania Trump, som har sikret våbenhvilen.
Våbenhvilen skal ifølge amerikanerne give adgang til humanitær hjælp og forberede en evakuering af civilbefolkningen.
Oleskjy er en russiskbesat by, som ligger i Kherson-regionen i det sydlige Ukraine.
Der har været meldinger om en stadig mere alvorlig fødevarekrise, som udfolder sig i byen.
- Situationen i Oleskjy er alvorlig. Olesjky er en by ved fronten, der befinder sig på randen af en katastrofe. Den tilbageværende befolkning i Oleshky består hovedsageligt af ældre, der har akut brug for lægehjælp, medicin, mad og rent vand, skriver Melania Trump i en udtalelse.
Så sent som i sidste uge havde pave Leo et telefonopkald med den russiske præsident, Vladimir Putin, om byen.
Her udtrykte paven en "dyb bekymring" for den humanitære situation i byen og opfordrede Putin til at tillade nødhjælp og mad at komme ind i byen og ligeledes tillade en frivillig evakuering af civile.
Efterfølgende havde paven ligeledes et telefonopkald med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, hvor paven igen nævnte hans bekymringer for situationen i byen.
Både Ukraine og Rusland har anklaget hinanden for at blokere adgangen til forsyninger til byen, som Ukraine gerne vil generobre.
RITZAU/Reuters
