USA giver saudisk kronprins immunitet i Khashoggi-søgsmål

18. NOV 2022 • 10:25UDLAND

Det er et princip inden for folkeretten, at statsoverhoveder har immunitet. Kronprinsen er premierminister.

Den amerikanske præsident Joe Bidens regering har besluttet, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, har juridisk immunitet i et søgsmål mod ham i forbindelse med et drab på journalisten Jamal Khashoggi i 2018.

Det afgjorde USA's justitsministerium torsdag amerikansk tid.

Ministeriet begrunder beslutningen med, at Mohammed bin Salman er statsoverhoved i kraft af sin rolle som premierminister i Saudi-Arabien.

En talsperson fra Det Hvide Hus' Nationale Sikkerhedsråd skriver i en udtalelse, at det er et veletableret princip inden for folkeretten, at statsoverhoveder har juridisk immunitet.

- Dette er en retlig afgørelse foretaget af udenrigsministeriet, skriver talspersonen i en udtalelse.

Det har ikke noget at gøre med sagens realiteter, lyder det.

Khashoggi, der selv var fra Saudi-Arabien, blev dræbt og formentlig parteret på det saudiarabiske konsulat i Istanbul i Tyrkiet.

Amerikanske efterretningstjenester har konkluderet, at Salman godkendte drabet på journalisten.

Kronprinsen har nægtet at stå bag journalistens død. Han har dog tidligere erkendt, at det fandt sted "under hans opsyn".

Mohammed bin Salman blev udnævnt som premierminister i et kongeligt dekret i september.

Kronprinsens advokater har også refereret til rollen som premierminister, da der i oktober var en høring omkring, hvorvidt en amerikansk domstol skulle afvise den amerikanske retssag mod ham.

Her refererede advokaterne også til flere andre sager. I de sager har USA respekteret princippet om, at udenlandske statsoverhoveder har immunitet i USA.

Biden mødtes med kronprinsen i juli. Her diskuterede de to energi- og sikkerhedspolitik. Ifølge Det Hvide Hus har Biden fortalt kronprinsen, at han mener, at han er ansvarlig for Khashoggis død.

Khashoggi havde før sin død kritiseret Mohammed bin Salmans politik i sine klummer i den amerikanske avis The Washington Post.

Journalisten besøgte det saudiarabiske konsulat i Istanbul for at hente dokumenter, som han skulle bruge for at kunne gifte sig med sin tyrkiske partner.

På konsulatet blev han overfaldet og dræbt. Efterfølgende medførte drabet voldsom kritik fra det internationale samfund.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU