USA giver egne myndigheder forbud mod brug af kinesisk AI
Følsomme oplysninger risikerer at ende i Kina ved brug af værktøjer fra DeepSeek, advarer ministerium.
Den amerikanske præsident Donald Trumps administration har mandag givet landets myndigheder forbud mod brug af værktøjer fra den kinesiske AI-virksomhed DeepSeek.Det skriver nyhedsbureauet AFP tirsdag morgen dansk tid med henvisning til en meddelelse fra USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed.
Her fremgår det, at værktøjer udviklet af DeepSeek, og værktøjer udviklet af andre virksomheder ved brug af DeepSeeks teknologi, ikke længere må bruges og skal fjernes fra myndighedernes computere og andre elektroniske enheder.
- DeepSeeks modeller udgør en trussel på flere områder, står der i et dokument, der er udsendt sammen med meddelelsen.
Brugen af den kinesiske virksomheds AI-værktøjer kan ifølge ministeriet føre til, at følsomme oplysninger ender i hænderne på Kina.
DeepSeeks servere er placeret i Kina, hvor landets lovgivning ifølge det amerikanske ministerium giver den kinesiske regering "vidtgående beføjelser" til at få adgang til private virksomheders it-systemer.
Ministeriet har ikke beføjelse til at udstede påbud til det amerikanske militær eller de amerikanske efterretningstjenester.
AFP har forsøgt at få en kommentar fra USA's forsvarsministerium, der ikke er vendt tilbage på nyhedsbureauets henvendelse. AFP har også forsøgt at få en udtalelse fra DeepSeek.
Medlemmer af begge kamre af Kongressen, der består af Repræsentanternes Hus og Senatet, fik i begyndelsen af 2025 forbud mod DeepSeek på telefoner, tablets og computere.
Flere andre lande gennemførte i samme periode lignende begrænsninger for brugen af værktøjer fra den kinesiske AI-virksomhed.
Det gælder også i Danmark, hvor Folketingets Præsidium i marts 2025 nedlagde forbud mod brugen af DeepSeek på enheder udleveret af Folketinget.
Præsidiet begrundede beslutningen ud fra et sikkerhedsperspektiv. Man vurderede, at der var risiko for, at den kinesiske tjeneste kunne bruges til overvågning af Folketingets data.
I Danmark har statens ansatte ligeledes siden begyndelsen af 2025 ikke måttet benytte DeepSeek på deres arbejdsudstyr.
RITZAU
