USA forbyder import af flere canadiske varer

UDLAND9. SEP 2026 • 03:12

Fra 29. september forbyder USA import af flere canadiske mejeriprodukter, motorcykler og alkoholiske drikke.

USA forbyder import af visse canadiske varer til USA, herunder alkohol, mejeriprodukter og tunge motorcykler.

Det fremgår af en række meddelelser offentliggjort på Det Hvide Hus' hjemmeside.

Forbuddet vil træde i kraft den 29. september, fremgår det af meddelelserne.

I meddelelserne, som handler om forbuddet mod import af tre typer canadiske varer, beskyldes Canada for at gøre forskel på handel med amerikanske varer sammenlignet med varer fra andre lande.

- Den forskelsbehandling stiller USA's handel ringere end andre landes handel. Canadas tiltag er urimeligt, håndhæves ikke ensartet over for lignende varer fra andre lande og lægger en byrde på USA's handel, lyder det.

Det er USA's præsident, Donald Trump, der har underskrevet bekendtgørelserne.

Det canadiske medie CBC omtaler det som en udvidelse af handelskrigen med Canada.

På listen over canadiske varer, som fra 29. september ikke må importeres til USA, er øl, vin, cider, whisky, vodka og andre former for spiritus, fremgår det af meddelelserne fra Det Hvide Hus.

Også valleprodukter og alkoholfri øl er på listen. Det samme er melasse, som er et biprodukt fra fremstilling af sukker.

Trump-administrationen har desuden føjet flere canadiske varer til listen over de varer, der er underlagt en told på 50 procent.

Det fremgår af Det Hvide Hus' meddelelser.

Blandt disse er canadisk alkohol og flere canadiske køretøjer som motorbåde og golfvogne. De udvidede toldsatser træder i kraft den 15. september klokken 06.01 dansk tid, lyder det på hjemmesiden.

Tirsdag trådte en canadisk gengældelsestold på amerikanske varer i kraft.

Omkring 700 varer fra USA blev her pålagt en told på mellem 15 og 50 procent.

Trump havde varslet en amerikansk importtold på op til 50 procent på canadiske varer, hvis der ikke var indgået en handelsaftale inden 22. august.

Forhandlingerne endte med at bryde sammen, og dermed trådte den amerikanske told i kraft.

Den canadiske told på amerikanske varer blev indført som et direkte modsvar til den amerikanske told.

USA er Canadas største handelspartner. Den canadiske eksport til nabolandet udgør 70 procent af den samlede canadiske eksport.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT