USA bakker op om venezuelansk oppositions optællinger ved valg

6. AUG 2024 • 23:29UDLAND

Efter det venezuelanske præsidentvalg 28. juli genbekræfter USA, at det tror på oppositionens optællinger.

Det ville have været "næsten umuligt" for Venezuelas opposition at forfalske de optællinger, som den kort efter valghandlingen 28. juli publicerede.

Det siger amerikanske Mark Wells, som arbejder i Kontoret for Vestlige Anliggender, på en pressekonference tirsdag aften.

I de fremlagte optællinger fremgår det, at valgmyndigheden og præsident Nicolas Maduros påstand om genvalg ikke holder stik.

- Vi har undersøgt disse beviser og har besluttet, at det ville have været næsten umuligt at forfalske optællingerne, som meget hurtigt blev samlet og uploadet, lyder det fra Wells.

Oppositionen holder fast i, at Gonzalez vandt mere end seks millioner stemmer, hvorimod Maduro vandt 2,7 millioner. Den har online offentliggjort kopier af stemmesedler fra 30.000 stemmemaskiner.

Regeringen siger, at det også har kopier af stemmesedlerne, men har endnu ikke offentliggjort dem. Det har landets valgmyndighed heller ikke og dens hjemmeside har været nede siden tidligt på dagen 29. juli.

Mandag offentliggjorde Venezuelas oppositionen et brev, hvori alle Venezuelas sikkerhedsstyrker blev opfordret til at "stå med folket".

Sikkerhedsstyrkerne blev også opfordret til at "respektere" det retmæssige resultat af præsidentvalget, der fandt sted den 28. juli.

Efterfølgende har statsadvokat i Venezuela, Tarek Saab, sagt, at han kommer til at igangsætte en efterforskning af oppositionslederen, Maria Corina Machado, samt præsidentkandidaten Edmundo Gonzalez Urrutia.

Efterforskningen sættes i gang på baggrund af "tilskyndelse af politi og militær til at overtræde loven", lyder det fra statsadvokaten.

Venezuelas forsvarsminister, Vladimir Padrino, har tirsdag tilmed genbekræftet, at militæret har "fuldstændig loyalitet" over for præsident Nicolas Maduro.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT