USA angriber tankskib med beskyldning om brud på blokade

UDLAND16. JUL 2026 • 04:54

Et tankskib er blevet standset af amerikansk militær, der tirsdag genindførte blokade af iranske havne.

Amerikansk militær har angrebet og standset et olietankskib på vej mod en iransk havn i Den Persiske Golf.

Det skriver det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, i et opslag på det sociale medie X.

Skibet "MT Belma", der er indregistreret i Curaçao, har ifølge Centcom brudt en amerikansk blokade af skibe, der sejler til og fra iranske havne.

- Det kommercielle fartøj ignorerede flere advarsler, mens det forsøgte at bryde USA's blokade.

- Et amerikansk militærfly satte skibet ud af drift ved at affyre Hellfire-missiler mod dets skorsten. Skibet er ikke længere på vej mod Iran, skriver Centcom på X.

Amerikansk militær genindførte en maritim blokade af iranske havne tirsdag aften klokken 22.00 dansk tid.

Skibet MT Belma var ifølge Centcom på vej mod den iranske olieø Kharg. Det sejlede med tom last, lyder det videre.

Olietankeren er det første skib, som Centcom har angrebet, siden flådeblokaden blev genoptaget. To skibe er desuden blevet omdirigeret efter amerikanske ordrer, skriver Centcom.

Meldingen kommer samtidig med, at amerikansk militær natten til torsdag har gennemført en ny bølge af angreb mod iranske mål.

Angrebene har været rettet mod iranske kommandocentre, missil- og dronekapaciteter, luftforsvarsstillinger og kystovervågningsanlæg. Formålet er at svække Irans evne til at true den civile skibstrafik, lyder det.

Klokken 03.20 dansk tid skriver Centcom, at den har afsluttet angrebene, der er udført mod mål flere steder - blandt andet byen Bandar Abbas.

Tidligere natten til torsdag berettede det iranske nyhedsbureau Mehr, at det iranske luftforsvar var aktiveret i Irans hovedstad, Teheran. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Centcom nævner ikke noget om angreb rettet mod Teheran.

Der meldes torsdag morgen også om eksplosioner i den vestlige iranske provins Lorestan samt provinsen Semnan i det nordlige Iran. Det skriver Mehr ifølge AFP.

Tidligt torsdag er der også meldinger om iranske angreb på en amerikansk militærbase i Jordan.

Som modsvar på den amerikanske aggression har den iranske hær angrebet amerikanske brændstoflagre og kommunikationssystemer med droner, melder den iranske hær. Det rapporterer den iranske tv-station Irib ifølge AFP.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT