Ung piges død har udløst vrede mod Irans moral-politi

18. SEP 2022 • 23:34UDLAND

"Kære Mahsa - dit navn vil blive et symbol", hedder det i en overskrift i Teherans førende erhvervsavis.

Der er tiltagende kritik og vrede mod Irans moralske politi, efter at en 22-årig kvinde er død efter en anholdelse, som skyldtes, at hun angiveligt ikke bar sit hovedtørklæde korrekt.

I Teheran havde den førende finans- og erhvervsavis, Asia, søndag historien om den unge pige på forsiden: "Kære Mahsa - dit navn vil blive et symbol", hed det i overskriften.

Den 22-årige Mahsa Amini blev tirsdag anholdt, da hendes hijab ifølge politiet ikke var sat korrekt.

Hun blev ført til detention, hvor hun skal være faldet i koma. Hun blev fredag erklæret død,

Politiet hævder, at Amini døde af et hjerteanfald. Men præsident Ebrahim Raisi opfordrede allerede fredag indenrigsministeriet til at foretage "en hasteundersøgelse, der skal klarlægge dødsårsagen".

Regeringen har afvist rapporter om, at den unge kvinde blev slået.

På sociale medier er #MahsaAmini blevet et af de mest brugte hashtags nogensinde på persisk på Twitter. Sagen har forstærket fokus på kvinders rettigheder under det iranske præstestyre.

- Myndighederne hævder, at min datter led af flere kroniske sygdomme. Jeg afviser personligt sådanne påstande, da min datter var sund og i god form. Hun havde ingen helbredsproblemer, siger Aminis far til den reformvenlige netavis Emtedad.

Der var søndag hundredvis af demonstranter på gaden ved Teherans universitet, hvor de råbte slagord som "Kvinde. Liv. Frihed".

I henhold til Irans sharialove skal kvinder tildække deres hår og bære lange, løsthængende klæder. Hvis påbuddene ikke efterleves, kan det føre til offentlig ydmygelse, bøder og anholdelse.

Men i de seneste måneder er protesterne mod det moralske eller religiøse politi taget til.

Amini var fra Kurdistan-regionen, hvor der også var omfattende protester lørdag - ikke mindst i hendes hjemby, Saqez. Her blev 33 mennesker såret ifølge den kurdiske menneskerettighedsgruppe Hengaw.

Der bor mellem otte og ti millioner kurdere i Iran.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU