Undersøgelse peger på svigt hos hospital efter drab på spædbørn

UDLAND15. SEP 2026 • 15:30

Den britiske sygeplejerske Lucy Letby blev idømt livstidsstraf for drab på spædbørn, men fastholder sin uskyld.

Flere drab kunne være undgået i sagen om den britiske sygeplejerske Lucy Letby, der i 2023 blev dømt for syv drab på spædbørn.

På det hospital, hvor Letby arbejdede, skete der et "komplet svigt" i forhold til at beskytte de nyfødte børn.

Det er resultatet af en undersøgelse af sagen, som er blevet offentliggjort tirsdag.

Undersøgelsens leder, Kathryn Thirlwall, kritiserer ledende personer på Countess of Chester Hospital i det nordlige England for ikke at have reageret tidligere.

- Da der var en mistanke om, at Letby muligvis med vilje forårsagede skade, skulle der være iværksat beskyttende tiltag, siger Thirlwall i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.

- Det lader ikke til, at nogen har tænkt, at der er behov for beskyttelsesforanstaltninger, når en medarbejder er mistænkt for bevidst at forvolde skade. Mistanken er tilstrækkelig.

Lucy Letby blev i 2023 idømt en livstidsstraf uden mulighed for prøveløsladelse. Hun fastholder sin uskyld, og nogle eksperter har offentligt sat spørgsmålstegn ved hendes dom.

Thirlwall, som tidligere har kritiseret "støj" omkring sagen, forholder sig dog ikke til skyldsspørgsmålet.

- Mit fokus har været på de spørgsmål, der er blevet stillet i undersøgelsens opdrag, ikke på Lucy Letbys skyld, siger Thirlwall.

Men i den offentlige debat har der rejst sig et spørgsmål om, hvorvidt Letby er blevet offer for et justitsmord.

Nogle lægelige eksperter og specialister har sluttet sig til de stemmer, der mener, at der kan være sket fejl i retssagen mod den i dag 36-årige sygeplejerske.

Lucy Letby blev dømt for syv drab og seks drabsforsøg. Hun er senere blevet dømt for yderligere et drabsforsøg.

Ifølge anklagerne i sagen dræbte hun de nyfødte børn i løbet af et år fra juni 2015 til juni 2016.

Letby er dømt for at have taget livet af dem ved hjælp af høje doser insulin eller indsprøjtninger med luft, ligesom hun angiveligt også tvangsfodrede dem med mælk.

Countess of Chester Hospital ligger i det nordvestlige England nær Liverpool.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT