Socialdemokrater beskylder Kristersson for at klamre sig til magten

UDLAND15. SEP 2026 • 14:33

Erkend dit nederlag, hvis du kommer i mindretal, siger Socialdemokraterna til Sveriges statsminister.

Holder de foreløbige resultater stik ved det svenske valg, skal statsminister Ulf Kristersson gå af.

Sådan lyder beskeden fra Socialdemokraterna til den konservative regeringsleder to dage efter valget.

Den rød-grønne blok står til 176 mandater mod 173 til de blå-gule borgerlige partier, viser SVT's prognose tirsdag med 95 procent af stemmerne optalt.

Bliver det også det endelige resultat, har S-partisekretær Tobias Baudin to krav til Kristersson:

- For det første, at han ringer til Magdalena Andersson (Socialdemokraternas partileder, red.) og erkender sit nederlag. Og for det andet, at han indgiver sin afskedsbegæring som landets statsminister.

Baudin mener, at Kristersson lige nu forsøger at "klamre sig" til magten.

Ulf Kristersson ventes dog først at give besked om, hvorvidt han bliver eller går af, når der er talt færdig.

Det ventes først at blive torsdag, meddelte den svenske valgmyndighed tidligere tirsdag. Det skyldes et stort antal sent ankomne udlands- og forhåndsstemmer.

Den optælling, der ventes at trække ud, omtales i Sverige som onsdagsräkningen. Den har ved tætte valg kunnet flytte mandater.

Karin Enström, som er partisekretær for Moderaterna, skriver i en e-mail til det svenske nyhedsbureau TT, at Socialdemokraterna er en tand for tidligt ude med deres krav.

- Vi har ikke til hensigt at foregribe valgmyndighedens stemmeoptælling. Af respekt for vælgerne havde vi ønsket, at flere partier havde samme indstilling, skriver hun.

RITZAU/TT

FÅ ABONNEMENT