Ukrainer mistænkt for Nord Stream-sabotage er udleveret til Tyskland

27. NOV 2025 • 15:32UDLAND

Ukraineren "Serhii K." er mistænkt for at have koordineret sabotage mod Nord Stream-rørledningerne i 2022.

En ukrainsk mand, der er mistænkt i sagen om sabotage mod Nord Stream-rørledningerne, er torsdag blevet udleveret til Tyskland efter at have været tilbageholdt i Italien siden august.

Det oplyser den føderale tyske anklagemyndighed ifølge AFP.

- Den anklagede blev overført fra Italien i dag.

- Han skal efter planen stilles for en dommer ved den føderale domstol i Karlsruhe i morgen, siger en talskvinde for anklagemyndigheden.

Italiens højesteret godkendte onsdag i sidste uge hans udlevering.

Den ukrainske mand, der er sigtet for sabotagen, er af tysk politi blevet omtalt under navnet "Serhii K.".

Han blev anholdt i august i nærheden af den italienske kystby Rimini på baggrund af en europæisk arrestordre.

Manden er tidligere officer i det ukrainske militær.

Ukraineren er mistænkt for at have koordineret sabotage mod de to rørledninger Nord Stream 1 og 2, som løber i Østersøen mellem Tyskland og Rusland, i slutningen af september 2022.

Sammen med flere medgerningsmænd placerede han sprængladninger på de to rørledninger i nærheden af Bornholm, mener den tyske anklagemyndighed.

Den sigtede ukrainer nægter at have spillet en rolle i sabotagen.

Sagen er også blevet efterforsket af både dansk og svensk politi. Disse efterforskninger blev lagt ned i februar sidste år.

De tyske myndigheder vil også have en anden ukrainer udleveret i sagen. Han omtales som "Volodymyr Z." og er blevet anholdt i Polen.

Tidligere i oktober afgjorde en polsk domstol dog, at manden ikke skal udleveres til retsforfølgelse i Tyskland.

Selv om spørgsmålet om udleveringen alene skal afgøres af domstolene, har Polens premierminister, Donald Tusk, tidligere blandet sig i sagen og sagt, at en udlevering af "Volodymyr Z." ikke vil være i Polens interesse.

Problemet er ifølge premierministeren ikke, at rørledningerne blev sprængt i luften, men at de overhovedet blev bygget til at begynde med.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT