Ukraine: Rusland forsøger stor fremrykning i Kursk
Titusindvis af russiske soldater er i Kursk-regionen, hvor Ukraine i august rykkede frem, siger general.
Russiske styrker forsøger at rykke frem i Kursk-regionen, og Rusland har titusindvis af soldater i området.Det siger Ukraines forsvarschef, Oleksandr Syrskyj, på beskedtjenesten Telegram mandag.
Kursk-regionen ligger i Rusland, hvor Ukraine i august under stor international bevågenhed rykkende ind og tog kontrol over en række bebyggelser.
Nu vil Rusland ifølge Ukraine forsøge at slå hårdt tilbage.
- Efter ordre fra deres militære ledelse forsøger de at fortrænge vores soldater og rykke frem langt ind på det område, som vi kontrollerer, siger Syrskyj.
Udmeldingen lader til at bekræfte dele af en udvikling, som avisen New York Times skrev om søndag med henvisning til unavngivne ukrainske og amerikanske kilder.
Avisen skrev, at Rusland havde samlet omkring 50.000 soldater, heriblandt nordkoreanske, før en større fremrykning.
Hidtil har Rusland gradvist taget dele af det område, som Ukraine indtog, tilbage. Men der har ikke foreløbig været en større offensiv der, sagde amerikanske embedsmænd i weekenden.
Det kan nu være ved at ændre sig.
Ifølge Vesten har det været ventet, at de nordkoreanske soldater skulle have en rolle i Kursk. Rusland hverken har be- eller afkræftet, at nordkoreanske soldater er i Rusland.
Men USA har sammen med flere andre vestlige lande betegnet tilstedeværelsen af nordkoreanske soldater i Rusland som en betydelig optrapning af krigen i Ukraine.
Nordkoreanerne er ifølge New York Times-artiklen blevet trænet i vestlige dele af Kursk op til den ventede offensiv.
Mandagens udmeldinger kommer i kølvandet på en uge, hvor USA tirsdag valgte en ny præsident - nemlig Donald Trump. Et valg, der kan få betydning for krigens gang, da USA er den klart største våbenleverandør til Ukraine.
Trump har flere gange sagt, at han vil kunne stoppe krigen i Ukraine i løbet af meget kort tid.
Hvad det præcis betyder, er endnu uvist. Men efter sit genvalg har Trump angiveligt talt i telefon med både Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Det var en person med kendskab til samtalen, der til Washington Post oplyste, at Trump og Putin har talt i telefon. Også nyhedsbureauet Reuters har skrevet om samtalen.
Kreml afviser dog nu ifølge Reuters, at Donald Trump og Putin har talt i telefon.
/ritzau/Reuters