Alkoholpåvirket bilist kører ind i festivalparade i USA
Flere personer er kommet til skade - enkelte alvorligt - efter at mand kørte ind i parade ved lokal festival.
Politiet i den amerikanske delstat Louisiana har lørdag anholdt en 57-årig mand og sigtet ham for i spirituspåvirket tilstand at køre ind i en gruppe mennesker, der deltog i en lokal parade.Flere personer kom til skade, da han bragede ind i folkemængden i byen New Iberia. Enkelte af dem er alvorligt kvæstet.
Hændelsen skete i forbindelse med en lokal tredages festival i forbindelse med det laotiske nytår.
Nytåret i det asiatiske land Laos foregår typisk midt i april.
Den 57-årige bilist er sigtet for 18 tilfælde af uagtsom legemsbeskadigelse, hensynsløs kørsel og for at have en åben beholder med alkohol i bilen, melder delstatspolitiet i Louisiana.
En udåndingsprøve viste, at manden havde en promille på 0,137. Den tilladte promillegrænse for bilister i de fleste amerikanske delstater er 0,08.
Flere fodgængere blev ramt af køretøjet, lyder det.
Tidligere på lørdagen havde det lokale sherifkontor oplyst, at mindst 15 personer var blevet såret.
Meldingen fra sherifkontoret var, at intet tydede på en bevidst handling.
- Baseret på den indledende efterforskning tyder det ikke på, at der er tale om en bevidst handling, sagde talsperson Rebecca Melancon ifølge nyhedsbureauet AP.
Den private redningstjeneste, Acadian Ambulance, tog 13 personer med på hospitalet. To af dem blev fløjet til hospitalet med helikopter, oplyste redningstjenesten på det sociale medie X.
Acadian Ambulance oplyser, at hændelsen skete omkring klokken 14.30 lokal tid. Det svarer til klokken 23.30 dansk tid.
Arrangørerne af Louisiana Lao New Year Festival valgte efter lørdagens hændelse at aflyse aftenens koncerter og indstille salget af alkohol. Det fremgår af et opslag på Facebook.
- Vi er dybt berørte over nyheden om hændelsen nær festivalområdet. Vi beder for ofrene og deres familier i denne svære tid, står der på Facebook.
Festivalen, der afholdes hvert år, foregår over tre dage hen over påskeweekenden i New Iberia.
/ritzau/Reuters
