Ukraine melder om produktivt møde med USA i Saudi-Arabien

24. MAR 2025 • 03:18UDLAND

Søndag har Ukraine og USA afsluttet møde i Saudi-Arabien. Mandag skal USA mødes med Ruslands delegation.

Amerikanske og ukrainske embedsmænd har søndag aften afsluttet "produktive og fokuserede" drøftelser om krigen mellem Ukraine og Rusland.

Det skriver Ukraines forsvarsminister, Rustem Umjerov, i et opslag på det sociale medie X.

- Vi har afsluttet vores møde med det amerikanske team. Drøftelserne var produktive og fokuserede. Vi talte om nøglepunkter, herunder energi, lyder det.

- Præsident Zelenskyjs (Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, red.) mål er at sikre en fair og varig fred for vores land og vores folk - og i forlængelse af det for hele Europa. Vi arbejder for at gøre det mål til virkelighed, skriver forsvarsministeren.

Parternes møde fandt sted i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh.

Her mødes en amerikansk delegation med henholdsvis ukrainske og russiske delegationer hver for sig.

Mandag skal den amerikanske delegation mødes med den russiske, skriver Reuters.

Ifølge Det Hvide Hus er formålet at nå frem til en våbenhvile i Sortehavet og på længere sigt en fuld våbenhvile.

Ifølge Reuters lød det søndag fra Mike Waltz, der er USA's nationale sikkerhedsrådgiver, til CBS-programmet "Face the Nation", at møderne med Ukraine og Rusland afholdes i de samme faciliteter i Riyadh.

Ud over våbenhvilen i Sortehavet vil drøftelserne dække "kontrollinjen" mellem de to lande, siger han.

Ifølge Waltz skal der desuden drøftes tiltag, som kan styrke tilliden mellem landene - heriblandt at bringe Ukrainske børn hjem fra Rusland.

USA's præsident, Donald Trump, har tidligere sagt, at han ønsker en hurtig afslutning på den tre år lange krig.

Rusland har afvist et fælles forslag fra USA og Ukraine om en fuld og betingelsesløs våbenhvile på 30 dage. I stedet har Rusland foreslået at standse luftangreb på energianlæg.

USA's særlige udsending Steve Witkoff udtrykte tidligere søndag optimisme forud for forhandlingerne i Saudi-Arabien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT