Ukraine melder at have angrebet skib lastet med ammunition fra Iran
Torsdag angreb Ukraine en havn i det sydlige Rusland. Skib lastet med udstyr fra Iran skal være blevet ramt.
Ukraines militær melder fredag at have udført et angreb mod havnen Olja i den russiske region Astrakhan torsdag.Det sker i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Under angrebet skal et skib, som var lastet med dronedele og ammunition fra Iran, være blevet ramt.
Omfanget af skader fra angrebet står ikke umiddelbart klart. Det fremgår heller ikke, om nogen er blevet dræbt i forbindelse med torsdagens angreb.
I udtalelsen lyder det fra Ukraines militær, at Rusland bruger havnen som et vigtigt logistisk knudepunkt til modtagelse af militært udstyr fra Iran.
Rusland har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne.
Astrakhan ligger i det sydlige Rusland.
Tidligere på morgenen samme dag var der ligeledes meldinger om, at en person var blevet dræbt i et ukrainsk droneangreb i den sydvestlige del af Rusland.
Det skrev den russiske grænseregion Kursks guvernør, Aleksandr Khinsjtejn, tidligt fredag morgen på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
- Desværre døde en 45-årig kvinde på stedet, skrev guvernøren ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han tilføjede, at yderligere ti personer er såret som følge af angrebet. Blandt de sårede er en teenager, skrev han.
Meldingerne om angrebene kommer, inden at Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA's præsident, Donald Trump, fredag aften dansk tid skal mødes i den amerikanske delstat Alaska.
Russiske styrker har i denne uge - forud for mødet mellem de to statsledere - foretaget et pludseligt og markant fremstød i det østlige Ukraine nær kulminebyen Dobropillja i Donetsk.
Det viste data fra det ukrainske krigskort DeepState tirsdag ifølge Reuters, der samtidigt kaldte fremrykningen for "en af de mest dramatiske" i det seneste år.
Rusland har sidenhen hævdet, at man har taget kontrol over landsbyerne Iskra og Sjtjerbynivka, der ligeledes ligger i Donetsk.
/ritzau/
