Udgangsforbud i flere franske byer bidrog til ro natten over
Ifølge den franske premierminister kan der indføres udgangsforbud igen tirsdag, hvis det er nødvendigt.
De udgangsforbud, der mandag blev indført i dele af Paris og andre franske byer, var med til at sikre ro natten over.Det oplyser den franske premierminister, Sébastien Lecornu, tirsdag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Ifølge Lecornu kan de lokale myndigheder igen tirsdag indføre udgangsforbud, hvis de vurderer, at det er nødvendigt.
- I aften vil der blive indført nye udgangsforbud, hvor situationen kræver det. Beslutningerne vil blive truffet lokalt af præfekterne i samarbejde med borgmestrene, skriver han i et opslag på det sociale medie X.
Mandag blev der indført udgangsforbud i dele af den franske hovedstad, Paris, samt i byerne Lille, Douai, Wattignies og Denain.
Fransk politi oplyste mandag ifølge AFP, at udgangsforbuddet i Paris startede klokken 23.00.
I de øvrige byer gælder forbuddet både mandag og tirsdag fra klokken 20.00 til klokken 06.00, skrev nyhedsbureauet mandag.
Formålet er at det skal beskytte både virksomheder og mennesker, lød det fra premierministeren mandag.
Hundredtusindvis var på gaden i løbet af weekenden, og der var meldinger om hærværk og plyndringer.
Demonstranterne protesterede mod høje leveomkostninger og en samfundsmodel, der ifølge dem ikke sørger for social mobilitet og tryghed.
Alene i Paris blev mellem 300 og 400 forretninger udsat for hærværk, oplyser handelskammeret i Paris. På landsplan blev 2000 forretninger påvirket, oplyser det franske handelskammer ifølge Reuters.
Demonstrationerne begyndte i september på gymnasier i Paris' nordlige områder, hvor mange udtrykte utilfredshed med læreres fravær og nedslidte skolefaciliteter.
Siden har det udviklet sig til en bredere protest mod blandt andet høje leveomkostninger.
RITZAU
