Tyskland indfører kontrol ved grænser til alle nabolande
Midt i stor debat om migration efter knivangreb øger Tyskland grænsekontrol. Alle nabolande omfattes nu.
Tyskland indfører grænsekontrol til alle nabolande, heriblandt Danmark, i en periode på seks måneder fra 16. september.Det oplyser det tyske indenrigsministerium på sin hjemmeside mandag.
Kontrollerne skal blandt andet beskytte mod "akutte farer igennem islamistisk terror og alvorlig kriminalitet på tværs af grænser", skriver ministeriet.
For få uger siden angreb en mand til en byfest i byen Solingen mennesker med kniv.
Den militante gruppe Islamisk Stat har taget skylden for angrebet, hvor tre blev dræbt. Siden har migrationsdebatten i Tyskland været ført med øget intensitet.
Tyske myndigheder beder som følge af kontrollen nu pendlere og andre rejsende på tværs af grænser om at medbringe identitetspapirer.
Hvordan og i hvilket omfang kontrollen udføres, afhænger af den konkrete situation, skriver ministeriet.
Der er allerede kontrol ved grænserne til Østrig, Schweiz, Tjekkiet og Polen. Nu føjes Frankrig, Luxembourg, Holland, Belgien og Danmark til den liste.
- Vi styrker vores interne sikkerhed og fortsætter vores hårde kurs mod ureglementeret migration, siger indenrigsminister Nancy Faeser ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Danmark har siden 4. januar 2016 gennemført grænsekontrol ved grænsen til Tyskland. Det sker som stikprøvekontroller ved grænseovergangene til Tyskland.
EU-Kommissionen er blevet informeret om det tyske tiltag mandag, oplyser ministeriet.
Den midlertidige kontrol mod Østrig i 2015 blev indført som reaktion på, at der kom flere migranter.
Sidste år blev der indført midlertidige kontroller langs grænsen til Tjekkiet, Schweiz og Polen.
I tillæg til den øgede grænsekontrol vil Tyskland øge mulighederne for at sende migranter tilbage, siger Nancy Faeser.
Schengen består af 25 af de 27 EU-lande, heriblandt Danmark, samt Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein.
Man behøver som borger ikke at vise pas ved de europæiske landegrænser i Schengen. Men pas skal bruges til at kunne legitimere sig i medlemslandene.
Ifølge Schengen-reglerne bør grænsekontrol ske undtagelsesvist, og der skal angives en grund til forlængelser af den. Det er sket mange gange, for eksempel under corona eller efter angreb.
/ritzau/