Tusindvis forlader Khan Younis efter evakueringsordre

11. AUG 2024 • 12:27UDLAND

- Det område, du befinder dig i, anses for at være en farlig kampzone, lød beskeden til Khan Younis-borgere.

Israel har i løbet af natten til søndag udvidet en evakueringsordre for Khan Younis i det sydlige Gaza.

Dermed er tusindvis af palæstinensiske indbyggere samt fordrevne familier blevet tvunget til at forlade området i mørke, imens skud fra kampvogne gav genlyd.

Evakueringsordren dækker områder i den centrale, østlige og vestlige del af Khan Younis.

Det gør det til en af de hidtil største evakueringsordrer i den ti måneder lange krig. Den er blevet udstedt, to dage efter at kampvogne vendte tilbage til den østlige del af området.

Ordren blev offentliggjort på det sociale medie X samt som lyd- og tekstbeskeder på indbyggernes telefoner.

- For jeres egen sikkerheds skyld skal i øjeblikkeligt forlade området til en nyligt oprettet humanitær zone. Det område, som du befinder dig i, anses for at være en farlig kampzone, lød beskeden.

Philippe Lazzarini, som er leder af Unrwa - FN's organisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten - siger, at borgere i Gaza ikke har nogen steder at tage hen.

- Nogle er kun i stand til at tage deres børn med sig. Nogle bærer hele deres liv i en lille taske, siger han.

- De tager til overbefolkede tilflugtssteder, hvor der allerede er for mange familier. De har mistet alt og har brug for alt.

Den israelske hær siger, at den har ramt 30 militære Hamas-mål i løbet af de seneste 24 timer. Det gælder blandt andet affyringssteder for panserværnsvåben og våbenlagre, lyder det.

Lørdag ramte et israelsk luftangreb en skole, hvor fordrevne palæstinensere havde søgt tilflugt. Skolen ligger i Gaza by.

Ifølge civilforsvaret blev mindst 90 mennesker dræbt. Angrebet blev fordømt fra flere sider internationalt.

Det israelske militær sagde, at det havde ramt en kommandopost for de militante gruppe grupper Hamas og Islamisk Jihad. Mindst 19 militante blev ifølge Israel dræbt.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT