Trumps administration vil ansætte flere betjente i Washington D.C.

31. OKT 2025 • 04:27UDLAND

USA's regering har lanceret hjemmeside, hvor der til betjente reklameres for stillinger i flere myndigheder.

USA's præsident Donald Trumps administration har lanceret en hjemmeside for at rekruttere flere betjente til hovedstaden Washington D.C.

Det sker i et forsøg på at udvide regeringens kontrol over storbyen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

På hjemmesiden omtales stillinger i både immigrationsmyndigheden ICE, i DEA, som er det amerikanske narkotikabekæmpelsesbureau, og i USA's parkpoliti.

På hjemmesiden står der, at ansættelsesstedet vil være Washington D.C., og at der vil være tale om ansættelser på op til et år.

Taylor Rogers, som er talsperson for Det Hvide Hus, siger, at hjemmesiden er blevet lanceret for at rekruttere det, hun kalder højt kvalificerede og specialuddannede individer.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvor mange stillinger der kan blive besat.

Siden juni har Trumps administration indsat styrker fra USA's nationalgarde i flere storbyer i landet - heriblandt Los Angeles i Californien, Memphis i Tennessee og Washington D.C.

Ifølge Trump har indsættelserne haft til formål at bekæmpe kriminalitet, som ifølge ham har været ude af kontrol.

Tidligere på måneden erklærede præsidenten sejr over den såkaldte kriminalitetskrise i hovedstaden. En gennemgang fra Reuters af oplysninger om den offentlige sikkerhed peger dog på, at det er for tidligt at drage konklusioner om, hvilken effekt indsættelsen af soldater har haft.

Nationalgarden i USA er en del af landets militær, og soldaterne kan blive indsat både i udlandet og inden for USA's egne grænser.

Fox News erfarede onsdag også, at Trumps administration vil udvide den såkaldte taskforce i Washington D.C.

Ifølge mediet arbejder der allerede flere end 2000 betjente om natten i Washington D.C., og det er altså denne styrke, der nu skal udvides. Her beskrev mediet også hjemmesiden, der har navnet Safedc.gov.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT