Trump varsler amerikansk landoffensiv mod narkokarteller

9. JAN 2026 • 05:00UDLAND

Mexico er styret af karteller, siger Donald Trump. Han siger, at USA vil slå til mod karteller på landjorden.

USA's præsident, Donald Trump, varslede torsdag amerikanske landangreb på narkokarteller.

Det skete i et interview med mediet Fox News.

Meldingen kommer, efter at USA i flere måneder har gennemført luftangreb på påståede narkobåde i Stillehavet og i Det Caribiske Hav.

- Vi vil nu begynde at slå til mod kartellerne på land. Kartellerne styrer Mexico, siger Donald Trump.

Præsidenten kommer ikke med flere detaljer om, hvilke steder eller hvordan den eller de amerikanske landoperationer skal foregå.

Trump udtalte søndag, at han har bedt Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, om lov til at indsætte amerikanske tropper mod narkokarteller i Mexico.

Han fortalte samtidig, at Sheinbaum ved tidligere lejligheder har afvist hans tilbud.

Hvis USA udvider sine angreb mod narkokarteller i Mexico, vil det være en betydelig optrapning fra amerikansk side.

Donald Trump har dog skærpet retorikken, efter at USA i sidste uge tog Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, og hans hustru til fange efter en militær aktion i Venezuelas hovedstad, Caracas.

Trump havde gennem flere måneder beskyldt Maduro for at lede en kriminel gruppering.

Natten til mandag truede Trump Venezuelas naboland Colombia med militær handling og kaldte landets leder, Gustavo Petro, en syg mand.

- Colombia er et sygt land, der er regeret af en syg mand, som godt kan lide at producere kokain og sælge det til USA. Det kommer han ikke til at gøre særlig længe, sagde Trump.

Efterfølgende er der blevet sat et møde i stand mellem Trump og Petro.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT